Månedens bog i januar: Det glemte brev af Jillian Cantor

02.01.19
En familiehistorie på tværs af kontinenter og generationer

Det glemte brev er en roman, hvor noget så usædvanligt som frimærker spiller en væsentlig rolle.

Frimærker i nutiden

Katies far har samlet på frimærker hele livet. Da han bliver dement og kommer på plejehjem får Katie hans samling vurderet. Det viser sig, at der er et usædvanligt frimærke i samlingen. Det sidder stadig på et brev -  et brev der aldrig er blevet afsendt. Frimærkehandleren Benjamin og Katie kaster sig ud i at opklare, hvem brevet er skrevet af, og hvorfor det aldrig blev sendt. Det fører dem ud på en rejse, der ikke bare får stor betydning for brevets afsender og modtager, men også for dem selv.

Frimærker i fortiden

I Østrig i 1938 kommer Kristoff i lære hos en jødisk frimærkegravør. Gravørens familie bliver hårdt ramt af tyskernes jødeforfølgelse, og Kristoff slutter sig modvilligt til modstandsbevægelsen, hvor han laver falske papirer og særlige frimærker. Han ender dog med at måtte flygte.

Mig og frimærker

Det er en dejlig kærlighedshistorie om de ting, der virkelig betyder noget, når krig, kærlighed og religion bliver blandet. Frimærket bliver katalysator for en proces, der ender med at binde fortidens og demensens tåger sammen, så jeg blev helt varm om hjertet.

Jeg har aldrig haft noget specielt forhold til frimærker andet end som middel til at sende et brev, men næste gang jeg får et brev med et rigtigt frimærke, vil jeg nok kigge lidt ekstra på det.

 

 

 

Materialer