Månedens bog i maj : Hvidt hav af Roy Jacobsen

03.05.17
Giv dig selv en ultimativt fantastisk læseoplevelse med romanen Hvidt hav, den selvstændige fortsættelse af De usynlige af Roy Jacobsen.

Lyrisk og bevægende om et benhårdt liv

Romanen Hvidt hav beskriver et ultrahårdt liv og en barsk natur i et flot og lyrisk sprog. Nogle gange skulle jeg læse meget langsomt og nogle gange genlæse sætninger for at få meningen med eller blot for at nyde den sproglige opsætning. Det må være usandsynligt svært at beskrive et råt liv uden, at det bliver totalt sort, hvor menneskene fatter sig i absolut korthed, og hvor børnene lærer af de voksne ved bare at betragte dem. Den evne besidder den norske forfatter Roy Jacobsen.

Barndomsøen Barrøy

Tiden er 1944 og 2. verdenskrig er på sit sidste. Ingrid vender tilbage til sin forladte barndomsø Barrøy oppe i Nordnorge. Hun ror fra fastlandet, hvor hun har arbejdet "i fisken", for i en alder af 35 år at leve alene ude på den øde ø.

Ordløs kærlighed

Mens Ingrid ror mod Barrøy, får hun øje på et klippeskær ud for kysten, hvor der tidligere ikke har ligget noget skær. Det viser sig at være strandvaskere fra en fangetransportdamper, Rigel, som er blevet bombet. En af de russiske fanger, Alexander, er akkurat i live, og Ingrid vasker, plejer og mader ham, så han langsomt kommer til kræfter igen. Der opstår ordløs kærlighed mellem dem, hvis eneste sprog er kroppens. "De gik hjem og klædte hinanden af og vaskede hinanden og lå i Nordsalen som mand og kvinde."
 

Kaja

Det bliver for farligt for Alexander at blive hos Ingrid, så han må flygte. Men han efterlader sig et spor, nemlig barnet Kaja med de lyse øjne og lange sorte øjenvipper. Fødslen er svær og brutal men kortvarig. ..."for det er en pige, hun skal hedde Kaja, og hun kan se de umiskendelige træk, det er russeren, og de farveløse øjne fra tusindevis af uskyldigt dræbte på slaveskibet Rigel, som alle har glemt, og også hendes far er blevet slået ihjel, det kan Ingrid godt indse nu. Kaja er Rigels barn."

Intet menneske er en ø

Livet på Barrøya er barskt, men Ingrid er af den bomstærke slags både fysisk og psykisk. Efterhånden samler hun både familie og krigens samiske og nordnorske flygtninge ude på øen, som langsomt og med benhårdt arbejde blomstrer op og bliver et helt lille samfund. Der er hermed lagt op til en fortsættelse. Den vil jeg glæde mig overordentlig meget til at læse!

 

Materialer