Månedens bog i maj: Rød mand - sort mand af Kim Leine

01.05.18
Der er saft og kraft i dette brag af en roman. Kim Leine er på banen igen med 2. del af Profeterne i Evighedsfjorden.


Dansk præst - grønlandsk åndemaner

Den danske præst Hans Egede sejler i 1721 til en fjord nær det nuværende Nuuk i Grønland for at kristne de vilde grønlændere. Det er ham og de forskellige kolonisatorer, som vi følger i romanen og gennem dem historien fortælles. Som en rød tråd i fortællingen er forholdet mellem Grønland og Danmark, kulturmødet og konflikten, det kvindelige og det mandlige, protestanter og papister, personificeret igennem Egede, Sort mand, og hans modstykke den grønlandske åndemager, Rød mand.

Kolonisation af Grønland

Kong Frederik IV iværksætter 7 år senere i 1728 en kolonisation af Grønland og sender tre fartøjer med kaptajn, guvernør og kommandant afsted. Ombord var også tugthusfanger og prostituerede, som skal sikre befolkningstilvæksten. Det går ikke altid efter planen.

Koppeepidemi

Landets klima og totalt anderledes miljø gør, at kolonisatorerne dør som fluer. Dem der ikke omkommer med det samme, når at svire og hore og te sig som vilde - mere vildt end de vilde indfødte! Danske tilrejsende smitter både indfødte og danskere med kopper, så næsten alle bosteder på et tidspunkt ligger øde hen. Den lokale danske læge Kieding erkender, at den nuværende lægekunst, åreladning (i det uendelige), ikke er tilstrækkelig og erklærer også den for død. 

Kampen om sjælene

Egede kæmper en ulige kamp for at bringe det hellige budskab ud til de indfødte, som ikke modtager ham uvenligt men meget undrende og spørgelystne. Så spørgelystne at han mange gange kommer til kort og efter 13 år opgiver og rejser tilbage til Danmark.

Masser af humor

Kim Leine er kendt for ikke at stryge sine læsere med hårene, det er ligepå og hårdt. Men denne gang viser han også sin humoristiske side. For eksempel da Egede glad fortæller sin kone Gertrud, der er 13 år ældre end ham, om sit snarlige gennembrud med at lave guld.
"Javel, siger Gertud, men du kender vel mundheldet:"Alkymist, altingmist?" Hun trækker det ene øjenbryn lidt op, og igen føler han sig som en lille dreng, der kommer løbende ind til sin mor og fortæller, at han har set en enhjørning gå og græsse uden for huset."

Bogelsker og historieinteresseret

Her er noget for enhver bogelsker men også for den historieinteresserede. Vær forberedt på at læse en fantastisk historie skrevet af en forfatter, der som bekendt gør det så fænomenalt godt, levende, direkte og originalt. Og glæd dig sammen med mig til sidste del af denne formidable trilogi!

Materialer