Månedens bog: Søstrene fra Toscana af Lori Nelson Spielman

01.06.21
Det er en sørgmunter familiehistorie om at finde sig selv, stå ved at være den man er og ikke lade andre styre ens liv.

Emilia Fontana lever en stille liv i New York. Hun er 29 år, bor i samme hus som sin far og mormor og arbejder i familievirksomheden. Mormoderen er en kontrollerende og dominerende kvinde, og Emilia tilbringer det meste af tiden med at forsøge at gøre hende og storesøsteren Daria tilfreds, så hun selv kan føle sig elsket

Forbandelsen

Problemet er, at Emilia er den andenfødte datter. Siden en kvinde i slægten for flere hundrede år siden forbandede sin søster, har ingen af de andenfødte døtre haft held til at finde blivende kærlighed. Emilia gemmer sig væk og nægter at se mulighederne for kærlighed, hvorimod hendes kusine Lucy desperat griber efter dem. To modsatrettede strategier til at tackle den forbandelse, de siger de ikke tror på, men som alligevel har så stor betydning for alle deres handlinger og for hele familiens holdning til og behandling af dem.

Pludselig inviterer familiens sorte får, mormors søster Poppy de to piger med til Italien. Hun lokker med at de skal over og bryde forbandelsen.

Hvad skete der i Poppys ungdom?

I Italien fortæller Poppy en kærlighedshistorie fra sin ungdom, der trækker stærke tråde op til nutiden. Turen lærer Emilia og Lucy en hel del om dem selv og deres familiehistorie, som får dem til at sætte spørgsmålstegn ved den sandhed de kender og giver dem mod til at leve livet uden frygt for at forbandelsen rammer.

Jeg var umådeligt godt undeholdt

Til at starte med var jeg sur på Emilia over at lade sig udnytte, men hurtigt blev jeg fanget af den gode historie om begravede sandheder og grumme familiemønstre. Der er udnyttelse og en hel del manipulation, men som bogen skrider frem også kærlighed i mange varianter, tillid og hjælp til at kaste sig ud i livet og turde tro på, at man er god nok.

Får de 3 andenfødte Fontanapiger held til at bryde forbandelsen, og hvad handler den i virkeligheden om?

 

Materialer