Ny podcastserie om Matadors kvinder

27.11.18
Lyt til første afsnit lige her.

Tv-serien Matador er kendt for mange ting. Fabelagtigt skuespil, fantastiske replikker og en helt uforglemmelig stemning. Men det allermest uforglemmelige i Matador er faktisk Korsbæks kvindelige karakterer.

Det er præmissen for bibliotekets nye podcastserie i tre dele "Kvinderne i Korsbæk".

Serien baserer sig på optagelser fra vores arrangement 25. oktober, hvor forfatter og Matador-ekspert Mathilde Anhøj sammen med veloplagte Matador-seere diskuterede seriens mange mindeværdige kvindeskæbner.

Et "hemmeligt" feministisk værk?

Matador rummer både portrætter af den følsomme kvinde, den opofrende, den politiske, den livsglade, den hårdtarbejdende  og den rebelske.

Efterhånden som serien udfolder sig, oplever vi, hvordan disse forskellige kvindetyper alle har hver deres styrke – og hver deres private (kvinde)kamp at kæmpe. Er serien i virkeligheden et "hemmeligt" feministisk værk?

I podcastserien kan du høre, hvordan Matador bliver ved med at fascinere og stimulere diskussions- og analyselysten. 

Det er ikke kun Mathilde Anhøj, der er ekspert – det samme er en stor del af Danmarks befolkning! Er du også ekspert, eller bare nysgerrig, så er dette en podcast for dig.

Lyt med

Lyt til første afsnit herunder, hvor vi introducerer emnet, og hvor Mathilde Anhøj gennemgår Matadors mest centrale kvindekarakterer. Hvem er den stærkeste? Hvem er den mest inspirerende? Hvem gennemgår den største udvikling? 

De to næste episoder i serien følger i henholdsvis uge 49 og 50.  

Find også podcasten i iTunes, eller download første afsnit lige her.

Hør også den relaterede podcast Matador med mere, hvor Mathilde Anhøj sammen med medvært Martin Steiner Jensen gennemgår samtlige 24 afsnit i serien. 

God fornøjelse!