Nye afsnit af Min tone i livet
Bibliotekets podcastserie Min tone i livet har for tiden gang i en miniserie med medlemmer fra Facebook-gruppen This Rocks!.
Lige nu kan du bl.a. høre, hvordan sange med hhv. Suede, The Flaming Lips, The Beatles og Bon Jovi fandt vej til hjerterne hos fire af gruppens rockbegejstrede medlemmer.
En hyldest til de fremgjorte
"Hvis man roder i en hvilken som helst genbrugsbutik, så kan næsten altid finde cd'en... jeg har en lille samling, for jeg kan ikke have, at de bare ligger dér!"
Signe Trøst Jørgensen er sygeplejestuderende og har været vild med rockmusik siden de spæde teenageår.
Særligt definerende blev britrockerne Suede og deres sortromantiske hymne til alle udstødte og fremmedgjorte, "Trash", fra det storsælgende album Coming Up (1996).
Dén sang gav Signe en fornemmelse af at være del af et fællesskab af ligesindede.
Og selvom den har fulgt hende i 25 år, så hun er aldrig blevet træt af nummeret - eller af Suede.
Lyden af samhørighed
Louise Dülch Kristiansen vender rock n' roll-plader på københavnske musiksteder under aliaset DJ Audrey Twin Lynches.
En sang, der får hende til at føle ro, tryghed og samhørighed er The Flaming Lips' "Do You Realize??" (2002).
Den minder hende samtidig om, hvordan musik kan bygge bro mellem mennesker, hvis vilkår ellers ikke kunne være mere forskellige.
Det oplever Louise bl.a. i sit civile arbejdsliv, hvor hun behandler stofafhængige.
Lyt også til de to første afsnit i miniserien
Derudover kan du høre rockekspert og foredragsholder Thomas Ulrik Larsen fortælle om sit liv med en af George Harrisons helt store sange.
Endelig forklarer rockentusiast Daniel H. Madsen, hvorfor han altid får selvtilliden tilbage, når han lytter til én helt bestemt sang.
This rocks! - et rockcommunity
This Rocks! er et fællesskab for rockelskere, hvor medlemmerne deler og drøfter rockmusik, der begejstrer netop nu.
Udover anbefalinger m.m. fra medlemmerne kan man finde quizzer, afstemninger, tematråde, nyheder og en koncertkalender i gruppen.
Læs mere og bliv medlem af gruppen her.
Følg Min tone i livet
Du kan høre alle afsnit af Min tone i livet her, ligesom du kan abonnere på podcastserien i din foretrukne podcast-app (søg på "Min tone i livet" eller "Biblioteket Frederiksberg").
Hør hvordan én enkelt sang fik betydning for Leonora Christina Skov, Kasper Holten, Pelle Peter Jencel, Raske Penge, Lucy Love, Brian Holm og Jacob Mielcke - og mange, mange andre.