Foto: Thron Ullberg
Foto: Thron Ullberg

Nyt krimi år skudt igang

06.01.21
Er du til stemningsfuld og fascinerende krimi, hvor natur og miljø- beskrivelser væves ind i handlingen, så skal du læse Anders de la Motte. Sidste del af hans Skånekvartet "Forårsoffer" udkom 5. januar. Den glæder jeg mig meget til at læse.

En sommernat en forsvinding

I Skånekvartetten inddrager Anders de la Motte det sted og den tid, hvor han voksede op. Den første i rækken  er "Sensommerjagt", hvor 5-årige Billy forsvinder sporløst en smuk svensk sensommeraften. Drengens forsvinden forbliver et et mysterium som forandrer både familie og lokalsamfund for altid. 

Drukneulykke på kanten af efteråret

Den blev fulgt op af "Efterårssorg", hvor historien følger to spor. Et i 1990, hvor en flok unge holder sommerens sidste fest, der slutter brat da en af dem, Simon drukner. Det andet spor foregåri 2017, hvor den rutinerede drabschef Anna Vesper er på flugt i sit eget liv. Hun og datteren skal begynde på en frisk i en lille skånsk politikreds, hvor Anna får et lederjob. Anna  flytter ind i et hus, som Simons mor udlejer. Moren vil have Anna til at genåbne sagen om Simons død. Det viser sig at være meget kompliceret og lokalsamfundet vender sig imod Anna.

En tragedie ved Luciafesten

I "Vinterild"  er omdrejningspunktet en lille hytteby i Skåne.  Laura Aulin er en succesfuld chef for et headhunter-firma i Stockholm. Hun er fraskilt og lever et udadtil et lykkeligt liv. Men noget fra hendes fortid nager hende. Hun tilbragte sine første 15 sommer- og juleferier hos sin tante Hedda. Da Hedda dør og Laura arver hende, må Laura vende tilbage til hyttebyen og til den tragedie, der ramte hende som ung pige.

Valborgsnat

Kvartetten bliver afsluttet med "Forårsoffer". Valborgsnat 1986 bliver sekstenårige Elita Svart myrdet i skoven tæt på et skånsk slot. Hendes stedbror dømmes for mordet, og umiddelbart efter Elitas begravelse forsvinder hendes familie sporløst fra området. I foråret 2019 flytter Thea Lind sammen med sin mand til Tornaby, hvor han er vokset op. Da Thea gør et usædvanligt fund i et egetræ i skoven, vækkes hendes interesse for den gamle sag om Elita. 

Gribende og stemningsfuld

Jeg har læst de tre første bøger. og det har hver gang været en stor læseoplevelse.  Det er en række stemningsfulde romaner, fyldt med gribende tidsbilleder og beskrivelser af byer, landskaber og mennesker fra små samfund i Sverige. Alle bøger anbefales til dig, der godt kan lide at læse psykologiske spændingsromaner. Bøgerne i kvartetten kan læses uafhængigt af hinanden.

Materialer