Foto: Flickr

Nyt på hylderne: Efterårets krimihøst

19.08.22
Vi nærmer os så småt efterår og dermed sæson for nye bogudgivelser. Hvis du, som jeg, er glad for at læse krimier, er der rigtig meget godt at glæde sig til i løbet af efteråret. Jeg præsenterer her nogle af de kriminyheder, som jeg glæder mig til at læse i løbet af efteråret.


Den 17.08 udkom Ann Cleeves: Hejrens skrig. 
Det er en usædvanligt varm sommer i North Devon, og turisterne strømmer til kysten. Vicekriminalkommissær Matthew Venn bliver kaldt ud til et gerningssted på en landlig ejendom beboet af en gruppe kunstnere. Hejrens skrig er andet selvstændige bind i serien om kriminalkommissær Matthew Venn. En overraskende og stemningsfuld krimi fra det nordlige Devons naturskønne omgivelser. 

Den 02.09 udkom Camilla Grebe: Velkommen til evigheden 
Hvad skete der egentlig på den idylliske familiegård Evigheden i hjertet af Sörmland? Dette er sjette selvstændige bog i krimiserien Den mørke side (eller Malin-serien) af svenske Camilla Grebe. Som Grebes øvrige krimier stiller den spørgsmålene: Hvem ejer sandheden? Og er der forskel på at være refærdig og at gøre det rigtige? Camilla Grebe er mesteren i isnende psykologisk spænding.

Den 15.09 udkom Robert Galbraith: Det blæksorte hjerte
Vi er nok mange, der glæder os til igen at være i selskab med det fantastiske makkerpar krigsveteranen Strike og hans meget skarpe og dygtige makker Robin. Dette er sjette bind i serien; Robin og Strike bliver involveret i en sag, der kredser omkring den verdensberømte kulttegneserie Det blæksorte hjerte, online-identiteter, benhårde økonomiske interesser og ubønhørlige familiefejder.

Den 16.09 udkom Emelie Schepp: Bjørnen sover
Dette er syvende bind i den meget spændende serie med anklager Jana Berzelius, der her igen står over for en nervepirrende mordsag, der tager uventede drejninger. Samtidig får Jana stadig sværere ved at skjule, hvem hun er, og den specielle baggrund, hun kommer fra, som gør, at hun har et navn indridset i nakken.

Den 29.09 udkommer Kristina Ohlsson: Isbryder
Vinteren ligger hvid over Hovenäset. August Strindberg er nyforelsket, og hans forretning går strålende. Men så ryster en brand hans lykkelige tilværelse. Nogen på Hovenäset gemmer på mørke hemmeligheder. Snart er hverken Maria eller August i sikkerhed. Dette er anden, selvstændige bog i Strindbergserien, der foregår på den smukke svenske vestkyst, fyldt med atmosfære og mysterier.  

Den 07.10 udkommer Liza Marklund: Mosen
Mosen er 2. bind i trilogien om Wiking Stormberg, en selvstændig og medrivende fortsættelse til Polarcirklen.  Politibetjent Wiking Stormberg finder en besked fra sin kone, Helena, på køkkenbordet. Hun er gået ud i mosen for at plukke bær, men forsvinder sporløst. Årene går, og en eftermiddag i august 2020 modtager sønnen Markus et brev i sin postkasse. En trussel, eller måske en advarsel, skrevet med Helenas håndskrift.

Den 11.10 udkommer Katrine Engberg. Det brændende blad
Dette er første bind i Engbergs nye krimiserie med efterforsker og privatdetektiv Liv Jensen i hovedrollen, automekanikeren Nima Azour og krisepsykologen Hannah Leon. Liv får en sag, der tvinger hende til at genbesøge fortiden, rejse til den jyske vestkyst og ind i et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien. Det hele hænger sammen. Alle flygter fra noget, og ingen kan vide sig sikker. 

Den 20.10 udkommer Kim Faber og Janni Pedersen: Skyggeriget
En tilsyneladende uskyldig mand mister livet under en voldsom eksplosion på Nordjyllandsværket – et af Danmarks sidste kulfyrede kraftværker, samme morgen findes en anden mand dræbt i en velhavervilla i det nordlige København. Han er søn af landets kontroversielle klimaminister. Er der en sammenhæng mellem de to forbrydelser? Juncker og Signe kan først ikke få øje på den, men så gør deres kollegaer en opdagelse, som tilsyneladende vender sagen på hovedet.

Den 21.10 udkommer Lars Kepler: Netspinderen
Sveriges værste seriemorder er død, men det onde, som er trådt i stedet for, kan vise sig at blive umuligt at overvinde. En sen aften bliver Joona Linnas chef, Margot Silverman, skudt i ryggen på klos hold. Inden alt bliver sort, når hun at opfatte, at hun i raslende kæder bliver slæbt hen mod en bil. Dette er 9. bind i Kepler-parrets nervepirrende og velskrevne serie om kriminalkommissær Joona Linna.

Den 02.11 udkommer Sara Blædel: Elins død
En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Umiddelbart ser det ud til, at han er faldet uheldigt og er druknet i vandkanten, men mystiske omstændigheder gør det hurtigt klart, at det lokale politi har brug for assistance fra Louise Rick og den nye rejseenhed, P13. En historie om at svigte og tilgive. Om skyld og ansvar. Og om, hvor meget man vil gøre for at holde fast på, hvad man har, og derved mister det hele.

Den 09.11 udkommer Jo Nesbø: Blodmånen
For en Nesbø-fan som mig er det en meget stor begivenhed, at vi kan ses frem til ikke bare en ny krimi fra en af de helt store, men ovenikøbet en ny krimi med Harry Hole, Oslo Politis mest berømte, berygtede og sagnomspundne efterforsker. Harry Hole er taget til Los Angeles for at drikke sig ihjel, men Hole bliver tvunget tilbage til Oslo for at opklare en særlig sag. Hole samler et hold bestående af en kokainsælgende barndomsven, en korrupt politimand og en kræftsyg psykolog. Kartellet har givet dem ti dage. Uret tikker, og der er varslet blodmåne over Oslo. 


Alle bøgerne kan forhåndsreserveres på biblioteket omkring udgivelsesdatoen. I ventetiden kan du genlæse nogle af de nyeste udgivelser fra samme forfattere, se link her under artiklen.

Materialer