Foto: Lærke Posselt

Olga Ravn indstillet til stor international litteraturpris

23.04.21
Forfatter Olga Ravn er kommet i fint selskab med seks andre forfattere på den såkaldte shortlist til International Booker Prize 2021.

Booker Prize er den største litterære pris i den engelsktalende del af verden og gives hvert år til den af en jury udvalgte bedste roman skrevet på engelsk og udgivet i Storbritanien. The International Booker Prize uddeles efter samme principper, men her til den bedste internationale roman oversat til engelsk og udgivet i Storbritanien. Først udarbejdes en longlist, der skæres ned til en shortlist.
Shortlisten er udvalgt af et panel af historikere, journalister og forfattere - heriblandt en forfatter, der tidligere har stået på shortlisten til den britiske hovedpris,  Booker Prize.

Aktuel og original

Olga Ravn er nomineret for romanen "De ansattte", der udkom på dansk i 2018. Bogen omtales som en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede og foregår i velkendte rammer på en arbejdsplads men ude i fremtiden. Forlagschef for Gyldendal skønlitteratur Simon Pasternak udtalte, da Olga Ravn kom med på longlist: "Det er fantastisk, at Olga Ravn med nomineringen får denne ekstraordinære internationale anerkendelse for sit forfatterskab, der altid formår at gøre litteraturen brændende aktuel ved at kombinere original formtænkning med undersøgelser af tidens vigtigste spørgsmål".
Siden romanen "De ansatte" har Olga Ravn skrevet romanen "Mit arbejde", som hun modtog Politikens Litteraturpris for i 2020.

Selve prisen uddeles den 2. juni. Du kan læse mere om Booker Prize på deres hjemmeside.

Læs mere om Olga Ravn

Hvis du gerne vil dykke mere ned i Olga Ravns forfatterskab, er et godt sted at starte på Forfatterweb.

Materialer