Pigen fra det store hvide skib - historisk roman om Jutlandia

28.01.21
Forfatterne Mich Vraa og Jesper Bugge Kold har sammen skrevet romanen Pigen fra det store hvide skib. En blanding af krig og kærlighed.

Nyt forfatterpar

Mich Vraa er kendt for de historiske romaner om Dansk Vestindien, og for nylig skrev han den historiske roman Vaniljehuset. Jesper Bugge Kold har skrevet romaner om 1. verdenskrig og DDR. Forfatterne har nu sat sig sammen og skrevet en roman, hvor begges kompetancer bliver brugt og folder sig ud.

Lægger deres liv bag sig

23. januar 1951 lægger hospitalsskibet Jutlandia, Danmarks bidrag til Koreakrigen, fra kaj i København. Ombord er den unge Molly Dahl, som er en af de toogfyrre sygeplejersker, der er blevet antaget til tjeneste på skibet. Vi følger skiftevis Molly, som har en tung last med sig hjemmefra i bagagen, og den elleveårige koreanske pige, Yun, i kamp for sit liv i Korea. Både Molly og Yun lægger deres liv bag sig i håbet om at finde et nyt og bedre i Sydkorea. Men for begges vedkommende bliver rejsen lang og uforudsigelig.

Anmeldere skriver positivt 

Weekendavisens anmelder, Kristian Ditlev Jensen, skriver bl.a.:

"Den er dybest set en emancipatorisk kvinderoman, der sættes i ramme af lige dele tyggegummisentimentalitet anno 1953 og brutal koldkrigshistorie." og  Romanens tone er en rørende, gammel spillefilm. En af den slags, de viste lørdag eftermiddag i gamle dage på Danmarks Radio. (22.1.2021.)

Hvis man er til lige dele lægeroman og krigshistorie skrevet af eminente forfattere, er denne bog Gefundenes Fressen! Den skal i al fald snart finde sin vej til mit natbord!

N.B. På grund af covid19-epidemien er biblioteket lukket for reserveringer. Men sæt romanen på din egen venteliste, til vi genåbner.

Materialer