Projekt OmSorg / Sorgbiblioteket

07.11.20
NY UDSTILLING - Besøg et specialkurateret minibibliotek på Biblioteket Frederiksberg med bøger om sorg til børn og voksne.

I november måned kan du gå på opdagelse i en kurateret samling af bøger om sorg. Sorgbiblioteket er lavet med afsæt i børnebogsforfatteren Cecilie Eken og hendes to billedbøger "Mørkebarnet" (2007) og "V" (2016). De to billedbøger er begge lavet i samarbejde med illustrator Malene Reynolds Laugesen og er centreret om sorg og tabserfaring. 

- Sorgbiblioteket består af en todelt samling af bøger om sorg, én til voksne, én til børn. På en storskærm kan du læse info om Cecilie Eken, sorg og litteratur.

 

Sorgbiblioteket er kurateret af bibliotekets litteraturformidlere. Udlånssamlingen er todelt med bøger fra både børnebiblioteket og voksenbiblioteket. Normalt er bøgerne adskilt i bibliotekets to hovedafdelinger, men de finder sammen i Sorgbiblioteket i en fundamental menneskelig erfaring, som rammer mennesker i alle aldre. 

EN STEN FRA MIT HJERTE
Udstillingen viser også de smukke resultater fra Cecilie Ekens arbejde med sorg i to 4.-klasser fra Skolen på La Cours Vej på Frederiksberg. Under overskriften "En sten fra mit hjerte" har børnene i oktober måned skrevet rimede tekster og dekoreret sten.

- Cecilie Ekens bøger "Mørkebarnet" og "V" er udgangpunktet for Sorgbiblioteket. Forfatteren besøger Biblioteket Frederiksberg 17. november (Foto: Agnete Schlichtkrull, Gyldendal)
 

MØD CECILIE EKEN
Cecilie Eken besøger Biblioteket Frederiksberg den 17. november 2020 til et åbent arrangement om sorg, børn og litteratur. Mere info og tilmelding: https://fkb.dk/arrangementer/litteratur/projekt-omsorg/foredrag-med-cecilie-eken-om-boern-sorg-og-boeger


Sorgbilioteket - et minibibliotek med bøger om sorg til børn og voksne
Udlånssalen, Hovedbiblioteket Frederiksberg
5. november - 2. november 2020
Fri entré i bibliotekets åbningstid

Udstillingen er en del af Projekt OmSorg, et samarbejde mellem Folkekirken på Frederiksberg, Biblioteket Frederiksberg, Musikhøjskolen, Frederiksberg Museerne og Teatret Riddersalen.

Projekt OmSorg er støttet af Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Fonden og Statens Kunstfond.