Romaner til din sommer

30.05.22
Lyse nætter, friske jordbær og havsalt i håret! Er der noget skønnere end sommer i Danmark? Jeg har udvalgt nogle inspirerende romaner til din sommer. Nogle af dem har jeg læst, andre glæder mig til at læse i løbet af sommeren.

Jesper Bugge Kold: Tre dage i april

April 1945. Mens krigens sidste krampetrækninger sønderriver Nazityskland, venter tusinder af danske fanger i kz-lejren Neuengamme på Folke Bernadottes hvide busser. Den unge Dagmar Valgreen har meldt sig til missionen for at redde én enkelt af dem: Den mand der opfyldte alle hendes drømme indtil han forsvandt.

Valérie Perrin: Vand til blomster

Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Mange af de lokale kommer forbi for at få en kop kaffe og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben. Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, som kommer til at ændre Violettes stille liv for altid.

Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster

En smuk og stilfærdig roman om en kvinde, som elsker ensomheden, men altid kommer, når hendes bror kalder. Om kærlighed og drømme, hævn og store hemmeligheder – og om at længes efter friheden, men ikke altid opdage det, når man har den.

Isabel Allende: Violeta

Fra en af verdens største forfattere kommer denne episke roman om Violeta del Valle, en kvinde hvis liv bærer vidne til de største begivenheder i det tyvende århundrede. Violeta fortæller sin historie gennem et brev til en, som hun elsker højere end nogen anden. Heri beskriver hun både knuste hjerter og passionerede kærlighedsaffærer, fattigdom og velstand, forfærdelige tab og stor lykke.

Anthony Doerr: Byen i skyerne

En af de mest fantastiske læseoplevelser jeg har haft længe. En episk og storslået roman om kærlighed, længsel og omsorg for Jorden og de sjæle, der befolker den. Med virtuos fornemmelse for komposition væver Anthony Doerr skæbnetrådene gennem flere tidsperioder sammen til et varmt sanset portræt af menneskelivets mest hjertegribende aspekter. Samtidig er bogen også en hyldest til læsningen og til bibliotekerne.

Jennifer Bohnet: En fransk affære

Belinda Marshall nyder livet med børn og børnebørn i fulde drag, så da hendes chef indvier hende i sit seneste projekt, får hun et mindre chok: Hun skal rejse til sin barndomsby i Bretagne og forvandle en gammel, nedslidt campingplads til en glamourøs feriedestination inden næste sæsonstart. En bog der emmer af sommer- og feriestemning.

Lize Spit: Jeg er her ikke

En fænomenal historie om hengivenhed og forræderi, om to mennesker med hver deres sår på sjælen, som gør deres allerbedste for at blive bemærket, for at elske og for at leve.

Natasha Lester. Huset på Rivieraen

En medrivende og gribende roman om nazisternes kunsttyverier under 2. Verdenskrig og de modige kvinder og mænd, der satte livet på spil for at beskytte de uvurderlige værker og dokumentere tyverierne. Natasha Lester har en særlige sans for at konstruere en dramatisk og underholdende fortælling baseret på solid research af livet under krigen, heltene, kærligheden og menneskeskæbner.

Jens Vilstrup. Lalandia

Intens, barsk og rørende roman om to søskende og deres svære had-kærlighedsforhold. En historie om en familie, der søger lykken på landet, men må bukke under for omstændighederne. En fortælling om samfundets randområder, hvor de rige og de fattige på forskruet vis mødes, deres adskilte verdener til trods.

Colson Whitehead: Harlem Shuffle

En underholdende familiehistorie maskeret som spændingsroman. En rigtig røverhistorie, en roman om racisme og magt og – ikke mindst – et kærlighedsbrev til New Yorks mest berømte bydel, Harlem.

Jan Guillou: Den der dræbte helvedes engle

Det er ikke hvilke som helst pensionister, der havner i kampen mod ekstrem og særdeles velorganiseret kriminalitet. Den ene er journalistveteranen Erik Ponti, den anden hans gamle ven, den tidligere efterretningsofficer Carl Hamilton. Første bind af en ny serie, der tegner til at blive forrygende underholdning. Bogen er endnu ikke indkøbt, men kan forhåndsreserveres.

J. P. O´Connell: Hotel Portofino

Efter 1. verdenskrig åbner Bella Ainsworth sit smukke italienske hotel for kræsne engelske gæster. Mens Mussolinis sortskjorter rører på sig, er det andre og mere personlige ting der optager både gæster og ansatte på hotellet. En roman til dig, der gerne vil læse om venskab, kærlighed og engelsk overklasse, og kan lide historiske romaner med et romantisk tvist.

Materialer