Sådan kan du lege med Hr. Struganoff derhjemme (3-8 år)

19.03.20
Kan ænder gå på restaurant? Hvordan smager uglegylp? Og hvad er tandsmør egentlig for noget? Det og meget andet kan børn og voksne tale om efter at have læst ”Så er der serveret, Hr. Struganoff” - en samlet udgivelse af de fire historier om den foretagsomme kok, Hr. Struganoff.

Hr. Struganoffs restaurant er velbesøgt, og han ynder at lave mad efter alfabetet til sine mange gæster. Restauranten får besøg af en bokser, to bumsede drenge, en møgunge, to tykke texanere og mange andre.

Bøgerne, der er illustreret af Siri Melchior og skrevet af Kim Fupz Aakeson, tager grundlæggende begreber som modsætninger, bogstaver, mad, tal og farver under kærlig behandling i et genkendeligt univers, hvor de sproglige og kulinariske oplevelser går hånd i hånd.

Bøgerne inviterer til at tage børnene med i madlavningen og bruge sproget aktivt og legende:

Leg i køkkenet

  • Tal om de farver og former grøntsager og frugter har
  • Tæl hvor mange pastaskruer, der skal i gryden eller hvor mange skiver pølse, der kan være på rugbrødsmaden
  • Tal om de sproglige modsætninger, som opstår i madlavningssituationen: Den hvide salt og det sorte peber, der skal på æggemaden, køleskabsdøren der kan være åben, men helst skal være lukket eller den varme lasagne og kolde is
  • Smag på bogstaver og gæt på hvilke bogstaver retterne begynder med

Restaurantleg ved middagsbordet

  • Læg den pæne dug på bordet og indbyd til restaurantleg med børnene, hvor I kan skiftes til at være gæst, tjener og kok
  • Brug alle de ord og fraser, som restaurantoplevelsen byder på: ”Må jeg bede om menukortet?”, ”Hvad skal det være?”, ”Jeg vil gerne bestille en dagens ret”, ”Værsgo”, ”Må jeg bede om regningen?”
  • Forestil jer hvilke sjove gæster, der besøger jeres restaurant og hvilke retter I kunne servere for dem: Hvalen skal måske have en rejecocktail? Og hvilket bogstav begynder rejecocktail egentlig med?
  • Leg med synonymer: Er du hundesulten, skrupsulten, umættelig eller brødflov?

 Værsgo, velbekomme og så er der serveret!

Materialer