Sofie Malmborg vinder Bogforums Debutantpris 2020

09.11.20
Sofie Malmborg får masser af roser af juryen for sin roman Bargums synder.

Romanen skildrer den danske handelsmand og slaveejer Frederik Bargums indre og ydre liv i 1700-tallets København.

Prisen uddeles normalt ved Bogforums åbning, men da Bogforum i år ikke har kunnet afholdes, uddeltes prisen i går på DR2.

Juryens motivation for at give prisen til Sofie Malmborg

En ægte, diskret markeret undren løber gennem denne roman: hvem er han – denne Frederik Bargum, den danske handelsmand og slaveejer fra 1700-tallets København, hvis livs store spring og tunge fald gradvist udfoldes på bogens 317 overbevisende, velkomponerede sider. Malmborg skriver både nænsomt og prægnant om individualisten og instrumentalisten Bargum, som vil drive forretning og tjene penge, som er drevet af virkelystens idealer, men som sidder fast i en dansk virkeligheds kedsommeligt lunkne suppe. Hvordan kommer han videre derfra? Han satser. Malmborg skriver lakonisk, nysgerrigt observerende om en mand, som mangler dømmekraft og dydens dannelse. En mand, der mangler det menneskelige gehør, som forfatteren til gengæld lysende demonstrerer, at hun ejer. Sofie Malmborg er i det hele taget en forfatter, der lytter til sit stof. ”Bargums synder” er et mentalitetsportræt og et tidsbillede. Der er noget effektivt over skrivestilen, som ikke bunder i hurtighed men i grundighed. Den viser sig også i respekten for det historiske materiale. Den historiske virkelighed står klart og sanseligt frem for læseren, den er tydelig, men selvom Bargum kan lide at pynte sig, så klæder romanen sig aldrig i overdreven staffage. Malmborg har en evne til at sætte scener og tableauer med en stor doseringssikkerhed. ”Bargums synder” er et træfsikkert og illusionsløst portræt af en mand, der hverken kan indfri sine veksler eller sine ambitioner. Men romanen - den har til gengæld indfriet alle denne jurys forventninger.

Foruden alle de rosende ord og lykønskninger følger der 50.000 kr. med i prisen. Stort tilllykke til Sofie Malmborg skal det lyde herfra også!

De øvrige shortlistede 

Annette Bjergfeldt, for romanen ”Højsangen fra Palermovej” (Modtryk).

Gry Stokkendahl Dalgas for tekstsamlingen ”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” (OVBIDAT)

Bjørn Poulsen for erindringsromanen ”Opkald fra Mælkevejen” (Lindhardt & Ringhof)

Jeanne Goldscmidt for romanen ”Faster Hildas Testamente” (Grønningen 1)

Materialer