Strøm Festival-direktør faldt for en obskur sang fra Jomfruøerne

01.08.19
Hør Frederik Birket-Smith fortælle om en rejse til det tidligere Dansk Vestindien - og en helt særlig LP.

I denne uge står København i den elektroniske musiks tegn, når Strøm Festival byder på raves, musikalsk midnatssvømning, talks og masser af koncerter.  

Festivalens direktør Frederik Birket-Smith var i juni 2019 gæst i bibliotekets podcastserie Min tone i livet, hvor han fortalte om en sang, der har en helt særlig plads i hans liv.

Det er en sang, som Frederik sandsynligvis er ét meget få mennesker i verden, der har i sin pladesamling.

En vigtig detalje, da både sangen og pladen er komplet umulig at opdrive på Spotify, Youtube eller andetsteds i cyberspace.  

I familiens fodspor

King Solomon, Party in Glory


Nummeret ”Struggle” er lavet af den caribiske musiker King Solomon og hans søn Prince Solomon.

Det findes på LP'en Party in Glory, som Frederik købte under en rejse til Jomfruøerne, det tidligere Dansk Vestindien, i 2017.

Det var en rejse, der var drevet af Frederiks nysgerrighed for sin slægtshistorie. Hans tip-tip-tip-oldefar boede og arbejdede som havnekaptajn og guvernør på Sankt Thomas, og Frederiks familie råder stadig over mange antikke genstande fra livet i Dansk Vestindien.   

På rejsen fandt de bl.a. det hus på Dronningensgade 24 i Charlotte Amalie på Sankt Thomas, hvor hans tip-tip-tip-oldefar boede, og som trods slitage fra flere orkaner stadig ligner sig selv.   

Overlevelse omsat til musik

Frederik benyttede også rejsen til at lede original caribisk musik, som han spiller under dj-navnet 2000F

På et plademarked i frihavnen i Charlotte Amalie faldt han over Party in Glory, og det farverige cover med tegninger af caribisk styltedans gjorde ham nysgerrig på indholdet.

Især nummeret "Struggle" sætter for Frederik ord og lyd på den fattigdom og håbløshed, som befolkningen på Jomfruøerne lever med.

Samtidig inkarnerer sangens smittende energi og dybtfølte tekst den survival-ånd, som Frederik også mødte – på trods af øboernes enorme udfordringer.

Sponsoreret af Joe's Discount Liquor

Et eksempel på overlevelses-ånden er pladecoverets bagside, der er fyldt med reklamer for lokale erhvervsdrivende på Jomfruøerne.


Blandt sponsorerne er Joe's Discount Liquor (spiritus), Paradise Motors Inc. (Toyata-biler) og Blue Line (færgeruten mellem Sankt Thomas og den nærliggende Sankt Jan). 

"Derovre er der ingen kunststøtte, så hvis de lokale erhvervsdrivende ikke havde hjulpet til økonomisk, ville pladen nok aldrig være udkommet", siger Frederik.

Følg Min tone i livet

Du kan høre alle afsnit af Min tone i livet her, ligesom du kan abonnere på podcastserien i din foretrukne podcast-app (søg på "Min tone i livet" eller "Biblioteket Frederiksberg").

Hør hvordan én enkelt sang fik betydning for Leonora Christina SkovKasper HoltenPelle Peter JencelRaske PengeLucy LoveBrian Holm og Jacob Mielcke - og mange, mange andre.