Tre litterære anbefalinger fra 68

16.04.18
TO THE LIMIT Dansk litteraturhistorie slog sig i tøjret i 1968. Litteraturformidler på Biblioteket Frederiksberg Søren Langager Høgh udpeger tre betydningsfulde danske bøger fra slutningen af tresserne med helt tørre titler tilfælles.

1) Hans-Jørgen Nielsen: at det at – læsealbum (1965)

Hans-Jørgen Nielsens debutbog signalerer med tvær og abstrakt titel ”at det at” og tilsvarende genrebetegnelse ”læsealbum”, at den ikke handler om noget eller mener noget. Den ER blot, forstår man. Det er således ikke en digtsamling eller en bog, men et album, på samme måde som et fotoalbum er et album på, og målet er "sprogets egenverden", som det hedder i efterordet.

Med det på plads, møder nu en række grafiske konkretdigte læseren. Det udmønter sig bl.a. i, at ordene sprænger ud af sætningens syntaks af den typografiske linje og bliver til frie elementer på bogsidens flade. Vi ser noget midt imellem tekst og maleri. Mit yndlingsopslag er børnefødselsdags-digtet bestående udelukkende af ordet "dannebrog" trykt med rødt blæk i fire felter, så de tilsammen danner en dannebrogsflag. Det er mesterligt enkelt og smukt.

Det ganske vidunderlige ved Nielsens digte (det tør jeg godt kalde dem, selvom Nielsen selv fandt "texter", "exempler" eller "stykker" mere passende) er, at den coolnes og blaserthed, som de så gerne vil opnå og som Nielsen prædikede som litteraturkritiker, underløbes af en legende finurlighed, en sødme, cuteness, og ja, rørende omsorgsfuldhed og sågar kærlighed - alt det Nielsen forsvor. Når man læser bogen i dag sidder man tilbage med en fornemmelsen af, at sproget ikke kan standses, hvor hårdt man end prøver.

2) Inger Christensen: det (1969)

Den indledende tekst "Prologos" i Inger Christensens mastodontværk ”det” er blandt de mest ambitiøse (alt favnes) og smukkeste (alt emmer er mening) i dansk litteraturhistorie. Teksten fungerer som en fri skabelsesberetning i en strengt systematisk udformning. Christensens skrift er i bevægelse fra atomet, pronomenet "det", der spaltes og spaltes og spaltes i en glidende bevægelse fra de indledende hakkende hovedsætninger til de afsluttende lange berettende sætninger.

Christensens skrift både skaber og opløser. Opløsningen pågår fra den første tekstbloks 66 linjer, til de følgende to tekstblokkes 33 linjer, videre til tre tekstblokkes 22 linjer … indtil vi slutter med 66 enkeltstående linjer. Skabelsen pågår gennem spaltningen eller delingen, hvis elementer bliver byggesten i konstruktionen af verden. Christensen folder verden ud, kunne vi sige. Når man læser teksten fornemmer man således både en skabende bevægelse og en ødelæggende bevægelse, og Christensen formår at samle denne kamp i en fnuglet diktion.

”det” indeholder også de rimede revolutionære tekster, som Pia Raug udødeliggjorde som slagsange i 1981: "Så dyrker de korn på et alter i Chile/ Så hælder de mælk i en gammel kanon ...". Sangbarheden og masseappellen må tilskrives både Christensens ord og Raugs melodi.

 

Pia Raug - Chile [Live]

Pia Raug synger "Chile", Rock for Afrika, Idrætsparken 1985

 

3) Per Højholt: 6512 (1969)

Lyrikeren Per Højholts første prosabog er selvfølgelig et fupnummer, som på en række forskellige måder forsøger at nedbryde prosaens kendemærke: Den sammenhængende fortælling. I stedet for at organisere romanens historie i kronologisk rækkefølge, så det, der skete først kommer først, er siderne i 6512 ordnet som bøgerne på bibliotekets hylder: Alfabetisk. Sider der begynder med S kommer således efter sider, der begynder med R, og der hersker således streng orden og idelig kaos på samme tid.

Hvad jeg særligt godt kan lide ved bogen, er det grimme, sjuskede, grovkornede, ubehjælpsomme sprog, som hovedpersonen benytter. Det er fyldt med stave- og slåfejl, eder og halve sætninger, som om der ikke er læst korrektur en eneste gang. Der bandes og svovles, råbes og skriges på en fuldstændig overbevisende måde. Når den måske største behersker af det danske sprog i nyere tid skriver dårligt og grimt er det godt og smukt. Det forkerte virker rigtigt, så at sige. Man er som læser underholdt midt i det narrative kaos og Højholt demonstrerer, at humor og eksperiment er nært forbundne størrelser.

Materialer