Valhalla i Kunsthjørnet
Valhalla i Kunsthjørnet

Valhalla

07.11.19
Børn og voksne kan nu glæde sig over mødet med Valhalla-universet på Storm P Museet. Lån tegneserierne før eller efter på biblioteket.

Tegneserierne om Valhalla har været populære blandt både børn og voksne, siden det første album udkom i 1979.

Det er altså 40 år, siden tegneren Peter Madsen og forfatteren Henning Kure udsendte det første af i alt 15 album og derved fik små og store til at kaste sig over myterne om de nordiske guder. "Eventyret" varede til 2009, hvor det sidste album, 'Vølvens syner' udkom.

'Valhalla-serien' blev indledningen til en stor interesse for nordisk mytologi med udgivelse af fantasybøger og senest med filmen 'Valhalla', som havde premiere i danske biografer for nylig. 

Udstilling på Storm P Museet

Storm P Museet fortæller på en levende og meget velformidlet udstilling - med de originale tegninger - historien bag tegneserien. Her kan både børn og voksne være med og på en legende måde lære om Thor, Odin, Loke, Freja og de andre skikkelser fra den nordiske gudeverden. Udstillingen kan ses helt frem til 19. april 2020.

På biblioteket

Siden det første hæfte i serien 'Ulven er løs' så dagens lys har tegneserien været elsket af både bibliotekets voksen- og børnelånere. Lige nu er alle hæfterne stort set udlånt, men vi har været "på rov" i børnebibliotekets magasin og fundet nogle ikke udlånte ekemplarer frem. De er lige nu udstillet i bibliotekets Kunsthjørne og må gerne lånes med hjem.

God fornøjelse med både tegneserierne, udstillingen og filmen.

Materialer