Biblioteket Frederiksberg fejrer 50 års jubilæum

50 år med musik på biblioteket

23.08.17
I 50 år har klassiske mesterværker og de nyeste hits strømmet fra musikbiblioteket på Frederiksberg. Det bliver fejret fredag den 1. september 2017 med artist-talk og livemusik på hovedbiblioteket.

I 1967 springer Eik Skaløe fra Steppeulvene i Christianshavns Kanal med bulet hat, runde briller og blomst i munden. Bandet Procol Harum går nummer et i England med hittet ”A Whiter Shade of Pale” og Cæsar hitter med sangen om ”Dreng' og pi’r med cowboybukse-lår bare tæer og Beatles-hår samles flokkevis på Ama'rtorv ved det store stygge Storkespringvand”.

Samme år åbner Biblioteket Frederiksberg som et af de første biblioteker i landet en musikafdeling.

Den første plade, der bliver indkøbt, er med koncertsangeren Aksel Schiøtz. Den udstilles i et aflåst glasskab og hentes frem på anmodning. I dag rummer musikbiblioteket en frit tilgængelig guldgrube af cd’er, noder, videoer, instrumentskoler, musikbøger, diskografier samt danske og udenlandske musikblade inden for alle genrer. Ligesom biblioteket ligger inde med mange gamle lp'er, som ikke fås andre steder.

”Det bedste ved musikbiblioteket er det store udvalg. Jeg er endnu ikke gået forgæves, og kommer altid hjem med mere, end jeg kom efter. Jeg starter et sted og havner et andet. Derudover har min kæreste og jeg været til et fremragende foredrag om Jimi Hendrix. Jeg spiller selv guitar, og Hendrix er den kunster jeg har lyttet mest til overhovedet. Alligevel gik jeg fra biblioteket den aften med ny viden og fornyet lyst til at lytte til hans musik, siger Simon Emil Bro, som er fast bruger af Biblioteket Frederiksberg.

Jubilæet som omdrejningspunkt for det lokale musikliv på Frederiksberg fejres den 1. september kl. 14.00 - 16.30 med en musikalsk oplevelse og et udforskende blik på fremtiden: Hvor er musikken og musikmedierne om fem år og hvad kan vi som musikbibliotek bidrage med i fremtiden?  

Fredagens program:

  • Kl. 14.00 – 14.30: Tale v. bibliotekschef Tina Pihl samt kaffe og kage
  • Kl. 14.30– 15.30:  Artist-talk og musikalsk indlæg med Julie Maria
  • Kl. 14.00 – 16.30: Udstilling om musikbiblioteket gennem tiden


Fakta om bibliotekets historie

  • I 1967 åbner Biblioteket Frederiksberg en af landets første musikafdelinger. Den første plade, der blev indkøbt, var med koncertsangeren Aksel Schiøtz, nærmest et nationalklenodie. Et forslag om at anskaffe en plade som Beatles: Revolver fik sindene i kog, og den endelige beslutning om at købe den slags blev truffet på højeste plan i hvert enkelt tilfælde.
     
  • 1976: Musikudlånet lukker midlertidigt pga. af pladsmangel.
     
  • 1981: Musikbiblioteket genåbner i en fredet villa på Allégade 5 ved Lorry. Ved åbningen har musikbiblioteket en af landets største samlinger af musik.
     
  • 1985: Musikbiblioteket indkøber de første ”cd-plader” fra Bibliotekscentralen. Der bliver passet godt på de nye skiver, og det er først fra januar 1987, at man kan låne cd’er med hjem.
     
  • 1990: Der indføres brugerbetaling på musikudlån på Frederiksberg, hvilket mange musikere er imod. Fra 1993 bortfaldt brugerbetalingen og musik, bøger, film og spil kunne - ligesom i dag -  lånes gratis.
     
  • 2004: Musikbiblioteket flytter ind i arkitekt Henning Larsens tilbygning til hovedbiblioteket på Falkoner Plads.
     
  • 2005: Kulturministeren indfører 4 måneders karenstid inden de nye cd’er må udlånes. Denne ordning bortfalder igen d. 1/1 2013.
     
  • 2012: Musik på vinyl er blevet trendy, og musikbiblioteket begynder (igen) at indkøbe LP’er.
     
  • 2017: Musikbiblioteket fejrer sit 50 års jubilæum den 1. september – alle er velkomne!­

 

Materialer