Børnenes Frederiksberg: 200 børn bygger byen på biblioteket

07.11.17
Hvordan ser Frederiksberg ud, når børnene bestemmer? Biblioteket Frederiksberg har bedt børn om at bygge byen i en interaktiv installation, der vokser sig større og større frem mod kommunalvalget 2017. Børnene viser installationen til borgmesteren den 14. november 2017 på Hovedbiblioteket.

I forbindelse med kommunalvalget d. 21. november 2017 bliver der på Biblioteket Frederiksberg skabt en installation, der viser børnenes ønsker for Frederiksberg.  Over flere uger bygger børn det Frederiksberg, de ønsker i installationen ”Børnenes Frederiksberg” på Hovedbiblioteket. Både skoler, familier og besøgende på biblioteket involveres i ”Børnenes Frederiksberg.”

Børnene udvikler kreative løsninger og prioriterer, hvad de ønsker i deres by med hjælp fra arkitekter og eventmagere. Udgangspunktet er en grundinstallation, der viser det nuværende Frederiksberg, og ved hjælp af forskellige byggeelementer fylder børnene installationen og udformer byen præcis, som de ønsker. Bagefter tilføjer børnene en virtuel dimension til den fysiske installation ved brug af augmented reality.

”Børnenes by er en kreativ samskabelsesproces, hvor børnenes stemmer bliver hørt, og de selv er med til at bygge det Frederiksberg, de ønsker. Vi arbejder med børnene i forskellige workshops med oplæg fra arkitekter, scenografer og andre kulturinstitutioner på Frederiksberg. Børnene får en vigtig oplevelse af, at deres stemme, mening og ideer også er gyldige”, siger Sanne Kjerstein Madsen, kulturformidler på Biblioteket Frederiksberg.  

Kulturcrewet fra Skolen på Grundtvigsvej dokumenterer forløbet med hjælp fra Filmværkstedet. Deres film vises til ferniseringen den 14. november. Her vil Kulturcrewet også deltage med en stand, hvor besøgende får mulighed for at afprøve Augmented reality.

Fernisering: Tirsdag den 14. november 2017 kl. 16 – 18 er der fernisering af udstillingen i Børnebiblioteket, Falkoner Plads 3, 2000 Frederiksberg. Borgmesteren åbner udstillingen kl. 16.00. Alle er velkomne. 

For mere information
Michelle Riis Michaelsen, kulturformidler og daglig leder, mimi02@frederiksberg.dk eller 3821 1851.
Sanne Kjerstein Madsen, kulturformidler,  sama06@frederiksberg.dk eller 28981909

Fakta

  • ”Børnenes Frederiksberg” skabes i samarbejde mellem Biblioteket Frederiksberg, Søndermarkskolen, KulturCrewet fra Skolen på Grundtvigsvej, By & Miljø , Billedskolen og Frederiksberg Filmværksted fra Musikhøjskolen samt All About A.
  • Børn bygger på installationen Børnenes Frederiksberg fra den 9. oktober til den 24. november – i samme periode kan installationen ses på Hovedbibliotekets børnebibliotek.  
  • Fernisering af Børnenes Frederiksberg sker den 14. november klokken 16 -18, hvor borgmesteren deltager.