Film og robotter for børnehavebørn

07.10.19
Nu får børn i børnehaver på Frederiksberg mulighed for at opleve film på det store lærred og efterfølgende arbejde videre med filmens temaer i en robotworkshop på biblioteket.


Det er en stor oplevelse for de små at komme i biografen. De gode historier, den store lyd, bløde sæder og en hel mørk sal giver børnene en særlig sanselig oplevelse. I Børnebiffen kan børnehavebørn stifte bekendtskab med det magiske biografmørke – måske for første gang.

Nu forlænger Biblioteket Frederiksberg børnenes oplevelse i biografmørket med en robotworkshop, som er udviklet sammen med Børnehuset Valhalla og Børnehuset Fasangården. Gennem leg med robotter og kodningsprog får børnene en større forståelse af sig selv og andre samtidig med, at de får digitale færdigheder.  

”Børnehavebørn er født ind i en digital verden, hvor medier og teknologi er en integreret del af hverdagen. Ligesom børnene skal lære at navigere i trafikken, skal de også lære at navigere digitalt. Derfor er det vigtigt at have fokus på også de små børns digitale dannelse, ” siger børnekulturformidler Anna-Sofie Bruun.

”At vi som børnehave kan tage afsted, få en oplevelse og få introduceret noget nyt, giver noget til både børn og voksne. Børnene lærer en masse og de voksne får inspiration til, hvordan de skal gribe arbejdet med digital dannelse an hjemme,” siger Karina Frisch, afdelingsleder i Børnehuset Valhalla.

Alle filmvisningerne foregår i Falkoner Biografen og det er Det Danske Filminstitut, som har udvalgt de filmene, som passer til alder og udvikling. De efterfølgende robotworkshops forgår på Frederiksberg Hovedbibliotek.

Book billetter til robotworkshop

Book billetter til filmvisninger


Fakta:

  • Digital dannelse er et indsatsområde på biblioteket, da det digitale er en del af den moderne folkeoplysning.
  • Digital dannelse og digitale kompetencer er indsatsområder i den styrkede pædagogiske læreplan og digitaliseringsstrategien for dagtilbud
  • Billetterne er kun for daginstitutioner på Frederiksberg – offentlige som private.

For yderligere information:

Anna-Sofie Bruun, 28982360, anbr13@frederiksberg.dk
Stine Torp Carlsen, 40830770, chca03@frederiksberg.dk