Frederiksberg Hovedbibliotek moderniseres

18.08.21
Hovedbiblioteket på Falkoner Plads skal moderniseres med længere åbningstider og et nyt loungeområde, som understreger bibliotekets arkitektur. Arbejdet er begyndt og forventes færdigt i marts 2022.

Med sine rene linjer, varme røde sten og irgrønne kobbertag er Frederiksberg Hovedbibliotek et af Danmarks smukkeste biblioteker, og ved dets indvielse den 1. oktober 1935 var det banebrydende. Nu bliver det klassiske hovedbibliotek gjort nutidigt og ført tilbage til 1935 på én og samme tid.  

Moderniseringen omfatter en større renovering af vægge og gulve, en mindre ombygning af forhallen samt en helt ny og indbydende lounge og nyindretning med masser af plads til inspiration og læsning.

Efter moderniseringen vil hovedbiblioteket også kunne benyttes selvbetjent i ydertimerne, så du fremover vil kunne besøge biblioteket fra klokken 7.00 – 22.00 alle ugens dage.

Hovedbiblioteket lukker ned i etaper, så du under ombygningen fortsat vil kunne benytte biblioteket og dets tilbud. Der kan dog forkomme støj, ligesom materialerne kan skifte plads undervejs. For studiepladser henviser vi Biblioteket Danasvej. 

Har du spørgsmål, så tag endelig fat i os på biblioteket eller ring til os på 38 21 18 00.

Aktuelt om ombygningen (opdateret 22. september)

I uge 39 flytter faglitteraturen ned i tilbygningen.