Frederiksbergs første børnehøjskole

Kom og vær med, når Medborgercentret Nordens Plads afholder Frederiksbergs første børnehøjskole. Her dykker vi ned i kultur, og snakker med børnene om, hvad det egentlig er for noget.

Børnene vil opleve teaterforestillingen Æblet falder ikke langt fra stammen i Riddersalen, både som publikum, men også bag scenen, de lærer at producere stop motion-film, bygger en fantasiby og skal lave deres helt egen kunstudstilling.
Børnehøjskolen er for børn i alderen 7-10 år og finder sted i dagtimerne tirsdag-fredag i uge 7 og afsluttes med en fernisering fredag aften, hvor Medborgercentret arrangerer fællesspisning for børnene, familier og venner. 

Tilmelding til børnehøjskolen sker ved personlig henvendelse på Medborgercentret Nordens Plads.

Vi glæder os til at byde velkommen til en sjov uge, hvor børnene lærer at kaste sig ud i nye projekter, skaber ting helt selv, viser deres egen stemme, får mod til at arbejde kreativt og oplever at være en del af et nyt fællesskab.