Har du styr på, hvad demokrati betyder for dig?

08.10.17
Danmarks Biblioteker sætter fokus på demokratiet i hele uge 41. Bliv udfordret og bliv klogere på, hvad demokrati betyder – også for dig selv.

Demokrati har mange udtryk og findes i mange former. Det vigtige er at folk tager del, sådan som vi har tradition for i det danske folkestyre. Det sætter folkebibliotekerne landet over fokus på i uge 41, hvor de inviterer alle folk til at være med til at definere, hvad demokrati betyder for dem.

Danmarks demokratiuge på Biblioteket Frederiksberg
Demokratiugen skydes i gang på Hovedbiblioteket med et foredrag med journalist og forfatter Thomas Ubbesen, der guider os igennem det, der kan betegnes som en ”postfaktuel uvirkelighed”. Med sine 30 års erfaring fra en udenrigspolitisk virkelighed og en nyhedsmæssig uvirkelighed vil Ubbesen skildre medierne, statsmagten og løgnene, som er centrale aktører i nutidens demokrati.

De unge under 18 må endnu ikke gå til stemmeurnerne, men demokratiugen giver også de unge mulighed for at blive hørt. Fra uge 41 udstilles ”Børnenes Frederiksberg”, som er en installation, hvor børn får mulighed for at sætte deres præg på fremtidens Frederiksberg. Gennem udstillingsperioden bygger vi byen på biblioteket og tilføjer ekstra dimensioner gennem virtuelle universer. Både skoleklasser og familier involveres i ”Børnenes Frederiksberg”, der kommer til at køre helt frem til kommunalvalget i november.

En formiddag i demokratiugen vil der desuden blive afholdt en debat med to kommunalpolitikere fra Frederiksberg, hvor 140 skoleelever vil deltage. Dette er et lukket arrangement, men vi vil efter arrangementets afholdelse publicere en video med udvalgte højdepunkter. 

Kommunalvalget den 21. november
Den 21. november er der kommunalvalg i Danmark. Alle har én stemme som er med til at afgøre, hvordan det kommunale politiske landskab skal se ud de næste 4 år. Danmarks Biblioteksuge sætter fokus på demokratiet for at give alle et godt afsæt til at forstå de demokratiske mekanismer, som vil være med til at forme Danmark de kommende år.

Besøg dit bibliotek, også i uge 41, og følg med i Danmarks Biblioteksuge på www.facebook.com/DanmarksBiblioteker/

Vil du vide mere om hvad der sker på Biblioteket Frederiksberg i uge 41, så kontakt Stine Torp Carlsen på 40830770 eller chca03@frederiksberg.dk

Og følg kampagnen på de sociale medier #dkbib