Nu kan børn gå til læsehund på biblioteket

17.01.18
Børn, der har svært ved at finde motivationen og lysten til at læse, kan nu få hjælp fra en læsehund på Biblioteket Frederiksberg.

Læsehund på Biblioteket Frederiksberg er et tilbud til børn, som har brug for lidt ekstra motivation og glæde ved at læse. En hund, der opmærksomt og tålmodigt lytter til barnets oplæsning, giver en god læseoplevelse og kan skabe både glæde, tryghed og selvtillid.

Det er foreningen Læsehunde, som sørger for, at den certificerede læsehund Eika ligger klar til nye historier hver tirsdag mellem kl. 15 og 17, mens Biblioteket Frederiksberg sørger for gode rammer til både barn og hund.

”Det kan måske lyde mærkeligt, men læsehunde er venlige og børneglade hunde, der motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier. For de børn som er usikre læsere, kan det være lidt et tabu, som gør det svært at læse højt for andre, men for en sød og rolig hund er det en anden sag”, siger Pia From Michelsen, børnebibliotekar på Biblioteket Frederiksberg.

”De børn, vi henvender os til, er jo børn, der af den ene eller anden grund har mistet motivationen for at læse, og det, vi skaber sammen med hundene, det er et trygt rum, hvor de kan læse uden at blive målt og vejet”, siger Lone Myrup, der ejer Eika og er frivillig i foreningen Læsehunde.

På biblioteket er der lavet en hyggekrog til læsningen og enten medbringer barnet sin egen bog eller også lånes der en bog på biblioteket. En læsehund er godkendt og certificeret og forløbet varer 6 uger og afsluttes med et diplom.  Der sker ingen vurdering eller rapportering.

Fakta:
Det er børn fra 1.-5. klasse, der kan få en læsehund.
Danmark fik sin første læsehund på Fredericia Bibliotek i 2011. Inspirationen kommer fra USA.
Foreningen Læsehunde er frivilligt funderet og tilbuddet er gratis.
Et læseforløb varer typisk seks uger.


For mere information
Pia From Michelsen, børnebibliotekar, 3821 1901 eller pimi05@frederiksberg.dk.
Stine Torp Carlsen, kommunikationsansvarlig, 4083 0770 eller chca03@frederiksberg.dk.

Materialer