Pressemeddelelse: Følg lyset ud i Kulturnatten på Frederiksberg

24.09.18
I år slår Biblioteket Frederiksberg,Frederiksberg Rådhus, Alhambra, KU.BE og Bakkehuset sig sammen om at lave et unikt kulturnat-program, der sætter fællesskabet og sanserne i spil på Frederiksberg.

Fem lysinstallationer lyser efterårsnatten op i et væld af farver foran de fem institutioner og skaber en sanselig rute fyldt med oplevelser for store og små. Med fortællinger og andre overraskelser følger vægtere dig fra institution til institution på en vandring fyldt med fortællinger og oplevelser. 

Find et stoppested og lad dig følge ud i natten:     

  • KU.BE - Frederiksberg Hovedbibliotek: kl. 18.30 og kl. 20
  • Frederiksberg Hovedbibliotek – Frederiksberg Rådhus: kl. 19, 20 og 21
  • Frederiksberg Rådhus  - Frb. Hovedbibliotek: kl. 19.30, 20.30 og 21.30
  • Frederiksberg Rådhus - Alhambra: kl. 19.30, 20.30 og 21.30
  • Alhambra - Frederiksberg Rådhus: kl. 20, 21 og 22 
  • Alhambra – Bakkehuset: kl. 19, 20 og 21
  • Bakkehuset – Alhambra: kl. 19.45, 20.45 og 21.45


Fællesspisning og lasertag i KU.BE (kl. 17.30-23) 
Tag plads ved langbordene inden Kulturnatten går løs og del et godt måltid mad sammen med andre, når Café Glad serverer aftensmad til både store og små maver til familievenlige priser. Er du legesyg, kan du opleve vores finurlige, skæve bevægelseshus fra en ny vinkel gennem et spil lasertag – eller lade dig hypnotisere af en fabelagtig lysinstallation. 
Dirch Passers Allé 4

Sanselaboratoriet på Frederiksberg Hovedbibliotek (kl. 18–23.30)
Frederiksberg Hovedbibliotek omdannes til et rent sanselaboratorium, hvor I kan få rørt alt fra lattermuskler til dansemuskler, mens jeres sanser bliver udfordret. Smag på fremtiden, giv den gas til vores lydløse havefest, fordyb jer i fatamorgana-loungen, snyd dine sanser og nyd fælleskabet i natten. 
Falkonér Plads 3

Den nye metrolinje - udstilling på Frederiksberg Rådhus (18–23.30)
Med den nye metrolinje, Cityringen, knyttes vi alle endnu tættere sammen. Se ind i fremtiden med særudstillingen om de tre nye metrostationer, der åbner på Frederiksberg i 2019, og få viden om de nye stationer, udsmykning og indretning. Udstillingen er skabt af Metroselskabet, Stadsarkivet og Frederiksberg Kommune. Oplev også smuk lyskunst og rundvisninger på Rådhuset.
Smallegade 1

Optræden og fællessang på Alhambra – museet for humor og satire (18-23.30)
På Alhambra er der optræden og fællessang med de populære scenekunstnere Anne Karin Broberg og Rasmus Krogsgaard under munter musikalsk ledelse af Mickey Pless. Skuespilleren Chresten Speggers er vært for aftenens program.
Allégade 5

Gys i Bakkehuset (18–23.30)
Bakkehuset inviterer indenfor til en aften med gys og gru. Kom og hør gyserhistorier for børn og voksne, vær kreativ i det gyselige lampeværksted, køb mad med uhyggelige historier i orangeriet og få en rundvisning i Bakkehuset med temaet gys og gru i 1800-tallets litteratur. 
Rahbeks Allé 23

 

Tags