Se storbyfilm i Frederiksberg Filmværksted

Af Anonym
10.11.16
Frederiksberg Filmværksted indbyder til en filmisk rejse gennem fire byer, fire årtier og tre kontinenter.

Storbyen har med sit pulserende liv og konstante forandring, fascineret filmskabere siden filmens fødsel. Byen er et mulighedernes sted forbundet med modernismens fart og forlystelser, men også et arnested for menneskets mørke sider som kriminalitet og korruption. Et smeltedigel af forskellige kulturer, som viser menneskets forskellighed, men også dets ensomhed og behov for samhørighed.

Over fire uger viser Frederiksberg Filmværksted fire film, hvor storbyen spiller en ligeså central rolle som karaktererne i filmen – til tider større. Fra New Yorks fortryllende natbelysning over Swinging Londons farverige gader til Tokyos neonoplyste facader og Hollywoods kunstige kulisser.

Det er film, som i sjælden grad forstår at bruge filmmediets rumlige dimension, og som har formået at indfange en bestemt lokalitets atmosfære og sjæl. Tag med på denne rejse rundt til verdens storbyer og oplev, hvordan filmmediet kan engagere os i byrummet.

Hver film indledes med en times introduktion af Peter Skovfoged Laursen. Arrangementerne foregår på Frederiksberg Filmværksted, Danasvej 30B 2. sal, 1910 Frederiksberg C. Pris 50 kr. for en billet, som gælder til alle fire foredrag med tilhørende filmvisninger. Billetter kan købes i døren.

 

Filmvisninger

Onsdag d. 16/11 kl. 19-22 Manhattan (Woody Allen, 1979)

Onsdag d. 23/11 kl. 19-22 Blow Up (Michelangelo Antonioni, 1966)

Onsdag d. 30/11 kl. 19-22 Lost in Translation (Sofia Coppola, 2003)

Onsdag d. 7/12 kl. 19-22 Singin’ in the Rain (Stanley Donnen & Gene Kelly, 1952)