Skolestartsposer til alle de nye skolebørn

03.06.21
Det er en stor ting at starte i skole. Derfor besøger biblioteket alle de kommende skolebørn på byens SFO'er med en ladcykel fyldt med skolestartsposer, som kan forberede børnene til skolelivet.

For mange 5- og 6-årige nærmer skolelivet sig med hastige skridt – nogen er startet i SFO, nogen gør det lige om lidt og andre tager springet efter sommerferien. Ens for alle er, at børnene er spændte på det nye liv som skolebarn.  For at hjælpe de nye skolebørn med at få en god start på skolelivet, besøger biblioteket byens SFO'er med skolestartsposer fyldt med bøger og aktiviteter om at starte i skole.

I poserne finder man højtlæsningsbøger, billedbøger, rim og remser, trafikbøger og begynderlæsning. Her er både noget til de børn, der ikke kan vente, til dem der har kriller i maven, og til dem der tror, de skal kunne det hele inden, de begynder i skole.  

Som noget nyt i år er der også fokus på digital dannelse, hvor børnene blandt andet kan udtrykke egne følelser om det at starte i skole ved hjælp af Emoji klistermærker.

Biblioteket besøger byens SFO’er frem til midten af august. Det er også muligt sommeren igennem at låne en skolestartspose på Frederiksberg Hovedbibliotek, Medborgercentret Nordens Plads og de lokale biblioteker på Danasvej, Godthåbsvej og KU.BE.

Muleposen og gaverne kan man beholde, men bøgerne skal afleveres igen.

Tags