Skumringstimen - Is af Ulla-Lena Lundberg

06.11.17
I anledningen af Skumringstimen, kommer her en lille anmeldelse af Is, af Ulla-Lena Lundberg. En sofistikeret roman fuld af suspense. Vi ses til Skumringstime i tidsskriftlæsesalen mandag d. 13. november kl. 19.00, hvor Suzan Erdogan Borglind, vil læse højt af udvalgte steder i romanen. Arrangementet er gratis og er skabt i samarbejde med Nordisk Biblioteksuge

En af mine helt store læseoplevelser, har uden tvivl været Is af Ulla-Lena Lundberg. Så er du til den grundige, lidt sagtmodige fortælling med sofistikeret suspense, så kan jeg varmt anbefale den.


Is som både bærende og bristefærdig

Den finske forfatter Ulla-Lena Lundberg har sans for, at beskrive de store voldsomme landskaber i romanen, der kort har fået titlen Is, som foregår i det ålandske skærgårdsmiljø Örarna. Is har mere end en betydning i romanen og titlen bærer på en stor sorg, som langsomt kommer snigende ind på læseren.
I romanen følger man det unge præstepar, Petter Kummel, hans kone Mona og deres lille datter Sanna, der ankommer til Örarna i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Her skal Petter fungere som præst, mens Mona brænder efter at dyrke deres have og passe de køer, som er fulgt med kaldet og præstegården.


Anslag til tragedie

Petter er en godmodige præst, som stortrives i ømiljøet. Han bliver hurtigt vellidt, indlemmet i det lille samfund, og alt tyder på, at lykken har taget bolig i den lille præstegård. Men noget skæbnesvangert indtræffer, og det skal ikke afsløres her, hvori tragedien består. Man bliver advaret allerede på bagsiden af bogen og et af virkemidlerne er netop, at jeg som læser overalt i romanen "leder" efter denne tragedie. Der er nemlig anslag til flere tragedier undervejs.


Med etnologens blik
Ulla- Lena Lundberg skriver forrygende. Der er en lidt sagtmodig og gammeldags tone over hendes skrivestil, som dog samtidig læner sig op af romanens realtid, hvilket skaber en særlig tidsrejsende fornemmelse. Hendes portrætter af øsamfundets skikkelser er skrevet med etnologens blik for, hvordan og på hvilken måde en befolkningsgruppe udvikler en fælles bevidsthed om samhørighed som folk. I dette tilfælde som øboer i det barske landskab.
 Is egner sig fortrinlige til den varme kop te og slumretæppet her igennem efteråret.