Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Anvendelse/målgruppe/niveau

For alle elskere af store, episke romaner. Forsiden fænger med et bybillede, som Hopper kunne lave, hvis han var til solskin

Beskrivelse

Dette var Russos første bog på dansk, da den udkom i 1995. Senere har han bl. a. skrevet den mesterlige Empire Falls, der i tonen minder meget om Hvem er fuldkommen?. Sully er arbejdsmand med dårligt knæ, han bor til leje hos den pensionerede lærerinde Miss Beryl og prøver at tjene til dagen og vejen hos en arrogant entreprenør. Sideløbende fører han uendelige retssager for at få erstatning for knæskaden. Det er en fremragende roman med et væld af finurlige sidehandlinger skrevet i et meget veloplagt sprog. Den blev kort efter udgivelsen filmatiseret med Paul Newman i en af sine glansroller. Filmen er fantastisk, men bogen har endnu mere at byde på

Sammenligning

I forhold til førsteudgaven er bogen kommet op i almindeligt romanformat og har ikke længere den lille sats, der var svagheden. Det har også medført et højere sidetal. Russo er absolut på højde med de andre store amerikanske fortællere som John Irving og især Pat Conroy

Samlet konklusion

En fremragende genudgivelse i godt format af en overset perle i nyere amerikansk litteratur