Lektørudtalelse

Forfatter: Karina Høyer

Kort om bogen

Stefan er forfatter, og kæmper en daglig kamp med manglende legater, a-kasser, seksuelle frustrationer og en generel utilfredshed med tilværelsen. En skarp og humoristisk roman om en mand, der har svært ved at tage ordentligt fat om livet. For læsere, der ikke er bange for en humoristisk, men til tider tåkrummende rejse med en mand i krise

Beskrivelse

Stefan drømmer om at leve af at skrive. Men det er ikke let, og i takt med, at legaterne er ved at slippe op, dagligdagen bliver mere og mere sløset, og ægteskabet med Nete halter, mister Stefan grebet om sig selv. Han får mulighed for at deltage i et nyt projekt med en gammel studiekammerat, men det har ikke meget med forfattergerningen at gøre. Det får Stefan til at stille spørgsmålstegn ved sin egen selvforståelse både som forfatter, familiefar og ægtemand

Vurdering

En skarp og velskrevet roman om en mands udfordringer med såvel sit syn på verden og sit syn på sig selv. Fyldt med humoristiske betragtninger af, hvordan vi som mennesker kan bilde os det meste ind, hvis vi bare gentager det nok gange. Tåkrummende genkendelige beskrivelser gør læsningen flydende og hurtig

Andre bøger om samme emne

Den humoristiske tone i fortællingen "manden i krise" kan minde om Blendstrups Slagterkoner og bagerenker eller Munksgaards Sort hund