Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

I serien "Illustrerede klassikere" udgives to fortællinger om dyr og mennesker. Historien om den smukke sorte hest Black Beauty og fortællingen om Mowgli, den vilde ulvedreng fra junglen. Højtlæsning fra ca. 6 år

Beskrivelse

Forlaget genudgiver en række kendte titler i en ny serie "Illustrerede klassikere". I "Black Beauty" fortæller hesten, Black Beauty om sin trygge barndom og ungdom på en fin gård i England i 1800-tallet. Senere bliver Black Beauty desværre solgt til andre stalde, hvor han må arbejde hårdt for at gøre de sure og ondskabsfulde ejere tilfredse. Til sidst lykkes det dog at finde et dejligt sted på landet, hvor han finder fred og ro hos to søstre. I "Junglebogen" lever drengen Mowgli sammen med ulvene og de andre vilde dyr i junglen, indtil han bliver stor nok til at dræbe den frygtede tiger Shere Khan

Vurdering

Begge titler er forkortede og gennemillustrerede udgaver af kendte og elskede klassikere. Selvom bøgerne har formået at videreformidle de kendte historier fint, virker de også en anelse gammeldags i både sprogtone og stil og rent billedmæssigt med illustrationer i en meget klassisk streg i afdæmpede farver

Andre bøger om samme emne

Begge fortællinger er udgivet i et hav af mere eller mindre bearbejdede versioner. Fortællingen om Black Beauty er senest udgivet som letlæsningsbog Black Beauty (Ved Mary Sebag-Montefiore) og "Junglebogen" i den superflotte udgave Junglebogen (Ved Birgitte Brix)