Grafik af person der taler med en robot i en smartphone
Copyright: Colourbox
Arrangementer for voksne

Talk: Chatbots i børnehøjde: Er dit barn ven med en bot?"

Tid
16:30 - 18:00
Pris
Adgang: Fri entré
Sted
Frederiksberg Hovedbibliotek
Falkoner Plads 3
2000 Frederiksberg
Litteraturens Sal
Bliv klogere på hvad den aktuelle AI-udvikling betyder for børn og unge i denne talk og samtale med Mie Oehlenschläger (Etisk Råd) og psykolog David Madsen (Medierådet for Børn og Unge).

Børn og unge bruger i stigende grad AI-chatbots – til alt fra lektiehjælp til råd om venskaber, mobning og konflikter med forældre. Men teknologien har ingen indbyggede sikkerhedsnet, og børnene er i praksis prøvekaniner for en udvikling, vi endnu ikke har fuldt overblik over.

Hvor godt styr har vi som forældre og fagfolk egentlig på, hvordan vores børn bruger og forstår AI?
Ifølge Børns Vilkårs undersøgelse fra 2024 var halvdelen af børn i 4. klasse på Snapchat – og størstedelen havde brugt den indbyggede chatbot MyAI. Intet tyder på, at udviklingen er bremset. Chatbots fylder mere og mere i børns liv og udfordrer nogle af de ting, vi ved er afgørende for trivsel.

Til denne talk sætter vi spot på, hvad det betyder for børn og unge – og for os som forældre og fagfolk. Vi kommer omkring politiske og juridiske perspektiver, etik og trivsel, men også helt ind i børneværelset: Hvordan klæder vi vores børn på til mødet med AI-chatbots?

Efter oplæggene med Mie Oehlenschläger og David Madsen opfordrer vi til spørgsmål og lægger op til samtale med publikum.

Talken er en del af en række forskellige arrangementer, hvor vi sætter fokus på både udfordringer og muligheder i forbindelse med AI-teknologien.

Om oplægsholderne

MIE OEHLENSCHLÄGER Mie Oehlenschläger er uafhængig rådgiver i krydsfeltet mellem AI, politik, kultur og etik. Mie er desuden foredragsholder, skribent og ekstern lektor i AI, Ethics & Public Policy - og tilknyttet Københavns Universitet som etisk rådgiver. Hun er nuværende medlem af Det Etiske Råd og tidligere medlem af Trivselskommissionen og Regeringens ekspertgruppe om tech-giganter.

DAVID MADSEN David Troutman Madsen er autoriseret psykolog og stifter af psykolog- og lægehuset, Dabeco. Han har haft flere end 10.000 psykologsamtaler med børn, unge og deres forældre om deres digitale medieforbrug. David afholder desuden en lang række foredrag om temaet fysisk og mental sundhed og sammenhængen til skærmforbrug, og er hyppigt brugt af medierne som ekspert på området. Han er desuden annekteret til Medierådet for børn og unge og medlem af ekspertnetværket Tech og Trivsel, som repræsenterer en lang række techinteresserede fagpersoner og forskere i Danmark.