Film- og serieanbefalinger i februar
Verdens ældste DNA og Verdens bedste håndboldherrer, krimi og skandaler, der er noget for enhver smag i februar, og det er gratis.
Af Heidi Jonesco
Kære læser
I februar måneds nyhedsbrev har vi fokus på Grønland og Danmarks historie, vi fejrer Danmarks EM-guld i håndbold. Og så genindfører Biblioteket Frederiksberg et populært koncept, arrangementsrækken "Tanker og bobler", der første gang handler om slægtsforskning og DNA. Derudover får du et historisk drama og selvfølgelig en spændende krimi.
Derfor er vores anbefalinger for februar:
🎬 Dramaserie bygget på virkelige hændelser: 'Skandalesøstrene Mitford'
🎬 Videnskab og slægt: 'Jagten på verdens ældste DNA' og 'Fortidens hemmeligheder: Nikolaj Jacobsen'
🎬 Månedens krimiserie: 'Mord efter bogen'
🎬 Højaktuel dokumentar: 'Grønland og Danmarks historie'
God fornøjelse! :-)
Heidi // Biblioteket Frederiksberg
Udvalgt anbefaling fra nyhedsbrevet: Fortidens Hemmeligheder med Nikolaj Jacobsen
Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen stiller kun sjældent op til tv-programmer, der ikke omhandler håndbold. Han mistede sine forældre inden han selv blev rigtig voksen og er nu blevet nysgerrig på, hvad han og hans brødre egentlig kommer fra. Turen tilbage til Fortidens hemmeligheder bringer den populære landstræner forbi 1800-tallets Herning, hvor en forfader var så central en skikkelse i byen, at han senere fik en vej opkaldt efter sig, men han hører også om sin kriminelle oldefar, der røg bag tremmer og et barn, der som spæd kom i pleje. Nikolaj går fra studiet med ny viden om sine forfædres barske skæbner, som får landstræneren til at tænke over, at værdsætte det liv han har.