Anbefaling: Smerteligt præcis forelskelsesroman
216 sider: Det er alt, Caroline Albertine Minor behøver til at begå vores tids mest præcise beskrivelse af forelskelse – helt uden flom og fyld.
Af Minna Haddar
Romanen starter ved slutningen på et erotisk og åndeligt forhold mellem jeg-fortælleren og den ven, hun inderligt håbede kunne være mere. Herfra udfolder Minor på mesterlig vis deres fælles historie og det familie- og hverdagsliv, der bare fortsætter side om side med brændende begær og altoverskyggende kærlighed.
Sproglig varme og vovet formleg
Minor fortæller i et varmt og indsigtsfuldt sprog uden at gå på kompromis med de onde kendsgerninger. Man mærker og husker præcis, hvor allerhelvedes ondt det gør at elske uden at blive elsket tilbage. Samtidig byder romanen på vidunderlige intertekstuelle refleksioner om andre forelskelsesværker. Hun introducerer også et vovet formgreb undervejs i romanen, helt uden at miste tempo og dynamik i fortællingen.
Taberpositionen ophøjes til kunstværk
Caroline Albertine Minor forvandler den ulykkelige kærligheds taberrolle til lysende, opløftende kunst. 'Den forelskede ven' er en personlig bog om en almengyldig situation – fortalt så indleveligt, at det føles som et varmt, litterært knus, når man har allermest brug for det.