Udforsk den tegnede litteratur – nu i stueetagen
Nu kan du finde sjove, skæve, poetiske og flotte tegnede litteraturoplevelser i voksenudlånet – side om side med bl.a. krimier og biografier. Tegneserier for voksne er nemlig flyttet fra børneområdet og op på et flot udstillingsmøbel.
Af Ester Skibsted Holm
Det er IKKE noget nyt, at
- vi (også) huser mange gode tegneserier og graphic novels på biblioteket – fra gamle klassikere til nye Pingpris-vindende læseoplevelser. Tynde hæfter og tykke grafiske romaner
- vi hjertens gerne guider både nye og vante tegneserielæsere til spændende visuelle læseoplevelser.
Det nye er, at det er blevet meget lettere for dig at finde og udforske den tegnede litteratur.
Nyt møbel side om side med anden voksenlitteratur
Sådan har vi gjort det nemmere at finde din næste tegneserie eller graphic novel:
- Vi har flyttet voksentegneserier op i stueetagen i Nordsalen (til højre for indgangen) sammen med de andre bøger for voksne
- De står nu i et bladrevenligt møbel midt i Nordsalen, hvor du let kan gå på opdagelse
- De står nu med deres flotte læser-lokkende forsider fremme
Litteraturformidler og tegneserieentusiast Benoit Petit glæder sig over, at de nu kommer op sammen med de andre voksenbøger:
| ”Tegneserier kan noget helt særligt med deres blanding af illustrationer og tekst. Og de er lige så vigtige som andre genrer. De kan afspejle den virkelige verden og åbne op for mange andre: sjove, magiske og syrede. Der er til enhver smag!” |
Benoit og kollegerne på hovedbiblioteket står klar til at guide dig til at finde din første eller næste tegneserie.
Her kan du også finde inspiration til tegneserielæsning
Vi udstiller også jævnligt tegneserier på Medborgercentret på Nordens Plads, Bibliotekerne på Danasvej og Godthåbsvej.
Du kan også læse tegneserier online via dit biblioteks-login på Comics Plus