Hvornår har du sidst været kreativ?
Bibliotek rimer på kreativitet, når vi vinteren igennem sætter fokus på glæden ved at skabe noget med hænderne.
Men hvad betyder det at være kreativ, og er de fleste af os faktisk mere kreative, end vi tror?
Af Alma Bay Skjoldborg Kullberg
"Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!”
I sin nytårstale i 2017 opfordrede HKH Dronning Magrethe os alle sammen til at gøre noget andet end det, vi plejer, og noget andet end det nødvendige. Hendes pointe var ikke, at vi skal blive totalt uduelige, men nærmere at i en verden, der går hurtigt, og hvor alting kan blive en kompetence på et cv og en måde at sælge sig selv til omverdenen på de sociale medier, er det vigtigt en gang i mellem at stoppe op og lade være med at ræse hovedløst videre. Så kom corona-pandemien, og vi blev alle sammen mere eller mindre tvunget til at kede os og til at være unyttige. Og fik måske der øjnene op for, hvorfor det er så vigtigt at kunne.
Vi kan alle blive enige om, at tiden med isolation, tests og hjemmearbejde var hård og fuld af stress og ængstelighed. Men mange af os fik også mulighed for (okay, blev tvunget til) at sætte tempoet ned og gå i gang med fællessang på afstand, gåture i skoven, surdejsbagning, strik, hækling, læsning, tegning og alt muligt andet. Fordi vi ikke blev distraherede af hverdagen og kunne gøre, som vi plejer, blev der tid til at fordybe sig og til at lade sig distrahere af det, der hos mange mennesker ellers kun får plads, når arbejdet er afsluttet, opvasken er taget og aftensmaden er forberedt.
Dronningens opfordring var pludselig ikke bare et godt råd, men faktisk en nødvendighed. Fordi hverdagen blev sat på pause, blev vi nødt til at tænke kreativt omkring måden, vi bruger vores tid, og hvordan vi er tilstede i verden. Vi blev med andre ord nødt til at tænke kreativt omkring vores egen hverdag.
Kreativ eller kreerende
Kreativitet er i daglig tale en løs betegnelse for menneskets evne til at skabe noget nyt, overraskende, hidtil uset.
Sådan defineres kreativitet i Den Store Danske.
Og lad os på den baggrund lige lave et lille ophold i teksten. Lad mig spørge dig, kære læser:
Hvornår var du sidst kreativ?
Lad mig starte med selv at besvare det spørgsmål.
Jeg er så heldig, at det er en del af mit arbejde at tænke kreativt. Som nu, hvor jeg skal skrive denne artikel om kreativitet. Og selvom jeg faktisk ville svare ja, hvis nogen spurgte mig, om jeg er kreativ, så kan jeg slet ikke finde kreativiteten til at skrive noget om emnet på en måde, der ikke er gabende kedelig. Det er lidt, som når man prøver at forklare hvorfor en vittighed er morsom. I det sekund, jeg forsøger at teoretisere over kreativitet på en kreativ måde, bliver alt, jeg kommer frem til, aldeles kedeligt, faktuelt og på ingen måder kreativt.
Ved siden af mig ligger nogle små papir-figurer, jeg har foldet, og et flamingo-lyserødt strikketøj, som skal blive til et fælles strikkeprojekt for alle, der skulle have lyst til at sætte sig i bibliotekssalen og strikke. Og alligevel føler jeg mig ikke kreativ ud over det sædvanlige.
Og hvorfor så ikke det?
Ifølge Ph.d. og docent ved Center for Pædagogik, Mikkel Snorre Boysen, kan man skelne mellem kreativitet med stort og lille k. Kreativitet(altså den type med stort K) er, når kunstnere som Mozart, eller store videnskabsmænd, som f.eks. Niels Bohr, bruger deres kreativitet til at skabe ny viden eller kunst. Men selvom vi ikke alle kan kalde os Mozart eller Bohr, kan vi alle kalde os kreative (med lille k ganske vist). For kreativitet er ikke kun at strikke en flot sweater, eller male eller skrive noget, nogen vil betale penge for at se på eller læse.
K(!)reativitet er også at finde vej til sit arbejde, når den vej, man plejer at køre, er spærret. k(!)reativitet er hver dag at finde på en ny ret at servere til aftensmad. k(!)reativitet er at rykke rundt i sin stue, at vælge et pænt outfit, når man skal ud at spise, at finde på en sjov leg sammen med sine børn. Og måske ligger nøglen til k(!)reativiteten netop i at anerkende, at kreativitet har mange udtryk og kan gøre nytte i mange sammenhænge. En af mine venner er ingeniør. Ham og hans kolleger tænker nyt og skaber nye løsninger for byggeri og konstruktion hver eneste dag. Alligevel er der nok ikke mange af dem, der ville sige at de arbejder i en kreativ branche. Men det gør de jo faktisk ifølge ordbogen.
Kreativ = nysgerrig
Der er gået 4,5 år, siden Corona-pandemien brød ud og satte verden på pause. Og måske det er tid til, som konklusion på denne artikel, at citere Dronning Magrethe endnu en gang:
”Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda."
(Dronning Margrethe d. 2 - Nytårstalen 2017)
Det er nyttigt at være unyttig. Det giver overskud og glæde i hverdagen, og gør cykelturen hjem, indkøbene og de daglige opgaver lidt sjovere. Men måske handler det med kreativiteten ikke om, at vi skal være mere kreative. Måske handler det om, jf. eksemplerne ovenfor, at få øje på, hvordan vi allerede er kreative og så nyde at dyrke det.
Så lad mig her til slut spørge dig igen: Har du været kreativ i dag?
Relateret indhold
-
Arrangementer for voksne04. dec 2024
Vær kreativ: Lav pynt og æsker til jul
Slip kreativiteten løs og vær med til at skabe nye ting ud af papir fra aflagte bøger.Frederiksberg Hovedbibliotek
Fri entré
-
Arrangementer for voksne09. dec 2024
Vær kreativ: Lav julepynt af korkpropper
Sammen skaber vi utraditionel og bæredygtig julepynt.Frederiksberg Hovedbibliotek
Fri entré
-
Arrangementer for voksne12. dec 2024
Vær kreativ: Lav svampe-pynt til jul
På workshoppen laver vi små, fine svampeophæng, som kan hænges på juletræet eller bruges som anden julepynt.Frederiksberg Hovedbibliotek
Fri entré
-
Arrangementer for voksne16. dec 2024
Vær kreativ: Kogler og gran af crepepapir
På workshoppen folder vi små kogler, som kan genbruges år efter år.Frederiksberg Hovedbibliotek
Fri entré