Vidunderlig og grusom roman om krig og kærlighed

På en engelsk kostskole for drenge går hverdagen med græske epos, engelske digte, hemmelige klubber og smugdrikkeri. Nå ja og en del (ikke altid frivillige) seksuelle aktiviteter drengene imellem. Gaunt og Ellwood er bedste venner og forelskede, dog uden at kende den andens følelser. Gaunt, som egentlig er pacifist føler sig presset til at melde sig til hæren og bliver kastet direkte ind i Første Verdenskrig.

Ellwood længes efter Gaunt. Han melder sig også til hæren og bliver sendt til samme regiment som vennen. Genforeningen bliver dog ikke, som Ellwood havde håbet. Gaunt skriver kondolancebreve til de faldne soldaters familier, soldater, som ofte kun er teenagere. Krigen har sat sine tydelige spor på ham, han er blevet hårdere og mere kynisk.

Er der andre tilbage end de sårede og lemlæstede? 

Beskrivelserne af fronten er modbydelige, malende, detaljerede (og fremragende). Grusomhederne står i kø, der er ingen ende på umenneskeligheden, ligegyldigheden for menneskeliv og skyttegravene, hvor soldaterne bogstaveligtalt vader rundt i mudder og blod uden nogensinde at have tørre fødder. Det er en roman om en hel generation af unge mænd, hvis liv (hvis det ikke blev taget fra dem) blev ødelagt.

Der bliver ikke lagt fingre imellem

En roman om krigens rædsler, skyttegrave, død og lemlæstelse – det lyder ikke som en roman for mig. Men det er også en roman om venskab, mod og kærlighed. Den utrolig velskrevet og vedkommende også i dag, desværre. Og så bliver det i høj grad en roman for mig.

Hen mod slutningen læste jeg langsommere og langsommere dels for at trække nydelsen, dels fordi jeg håbede på en lykkelig slutning, som jeg havde svært ved at tro på. Homoseksuel kærlighed havde ikke de store chancer hverken under eller lige efter Første Verdenskrig.

Jeg havde slet ikke lyst til at slippe Gaunt og Ellwood, men slutningen ville jeg heller ikke gå glip af. De sårede og de faldne er en stærk læseoplevelse, som jeg sjældent vil glemme.

/Bettina