Anbefaling af 'Ithaka'
Af Helle Kundby
Biblioteket anbefaler: 'Ithaka'
Rejs med til Grækenland i denne pragtfulde nye bog fra Mich Vraa

I Mich Vraas nyeste bog 'Ithaka' er handlingen hensat til Grækenland, nærmere betegnet den græske ø Ithaka. Alex Harper er en 62-årig forfatter, der for 10 år siden skrev en international bestseller om Penelopeia – Odysseus berømte hustru. Harper er derfor rig og berømt og kan gøre, hvad han vil.
Problemet er bare, at han ikke aner, hvad han vil. Han er fraskilt og har ikke meget kontakt til sin voksne datter. Midt i denne midtvejskrise bliver han kontaktet af sin far, som bor i Grækenland på øen Ithaka. Alex har ikke har set sin far i 48 år. Dengang forsvandt faderen på mystisk vis fra hans liv. Nu ligger faderen for døden og vil gerne se sin søn en sidste gang.
Katte, græsk mytologi og en duft af mango
Alex Harper tager til Ithaka. Øen er også stedet, hvor man mener Odysseus havde sit palads. Den græske mytologi ligger med andre ord hele tiden som en sidefortælling i romanen. Harper flytter ind i et lille pensionat med udsigt til faderens bolig. Han har også en intension om at møde sin far, men han tøver og mange overspringshandlinger vanskeliggør det møde.
Det lille pensionat huser eksempelvis en vildkat, som han bliver venner med og fodrer med sardiner. Desuden møder han en flot, schweizisk kvinde som dufter af mango, og som han spiser middag med flere gange. Mange ting forhindrer ham i den forsoning med faderen, han ellers burde tage sig sammen til.
Mich Vraa har nogle fantastiske malende og levende beskrivelser af Grækenland og dets befolkning. Læs 'Ithaka' og du får lyst til at sætte dig i det første fly til Grækenland!
Lige nu er der kø til at læse 'Ithaka'. Få nogle forslag til lignende bøger som du kan læse i ventetiden her