Det er altid dejligt at læse en digtsamling, som stråler af ægte begejstring. Klaus Høecks Dylon-bog er en sådan hengiven hyldest til den sfinksagtige troubadour og generationen, som flippede ud i de glade 60eres masseforbrug. Det er ikke idoldyrkelse, påstår Høeck, men transcendens, genoplevelse og hjemkomst; dertil vil jeg lægge en god portion nostalgi: Forever young for de 40-årige. For et menneske, der - som Høeck skriver - oplever dage, hvor Dylan på grammofonen er det eneste, der holded ham i live, må der vel nærmest være tale om Dylan på hjernen, eller i Høecks supersmarte sprog. The constant stream of Dylanness i bevidsthedens kalejdoskop. For mig, der har Dylan på kritisk afstand, er der mange helt grinagtige passager, når Høeck falder på halen, men også en inderlighed, som er medrivende. Som tidligere samlinger fra samme hånd er også denne gennemarbejdet efter et sprogteknisk system: staven BOBDYLAN står ned gennem digtene, som samtidig transformeres til stadig højereniveauer i sproget. På den måde skaber forfatteren helt unødvendige problemer for de mange Dylan-lyttere, som bogen er tilegnet