Bøger

Anbefaling af 'Hamnet'

En rørende fortælling om den mulige inspiration bag et af verdens mest berømte skuespil.

Af Julie Konradsen

Bøger

Biblioteket anbefaler: 'Hamnet' af Maggie O'Farrell

De fleste kender til William Shakespeare og hans værker. Færre ved, at han mistede sin søn Hamnet i 1596 og blot få år efter skrev et af hans mest kendte skuespil: 'Hamlet'. 

Anbefaling af 'Hamnet'
Foto: Biblioteket Frederiksberg

En litterær gendigtning

I Maggie O’Farrells litterære gendigtning fra 2020 nævnes Shakespeare aldrig ved navn. I stedet er det hans kone, Agnes, der er fortællingens omdrejningspunkt. Hun er en ukonventionel kvinde, der dyrker helbredende urter og insisterer på sin frihed, hvilket får folk til kun at betragte hende på afstand med mindre de har brug for hendes hjælp. Alligevel forelsker Agnes og den lidt yngre forfatter sig i hinanden, og sammen stifter de familie med alt hvad det indebærer: forelskelse og kompromiser, fødsler og tab, ambitioner og kontrollerende svigerforældre, og en hverdag i slutningen af 1500-tallets England. 

Kærligheden i alle dens former

Med skiftende perspektiver og et sprog, der bevæger sig på grænsen mellem drøm og virkelighed, har Maggie O’Farrell skabt en historisk roman, der på én gang er dramatisk og meditativ. ”Hamnet” bliver ofte kaldt en fortælling om sorg, men den er i lige så høj grad en fortælling om kærlighed i alle dens former: den første forelskelse, søskendekærlighed, den særlige forbindelse mellem tvillinger, den komplekse relation mellem forældre og børn, kærligheden til os selv og vores drømme – og den sorg, der uundgåeligt følger, når vi mister en elsket.

Hermed en varm anbefaling af ”Hamnet” og en opfordring til at læse romanen inden filmatiseringen (med Jessie Buckley og Paul Mescal i hovedrollerne) får premiere næste år.

God læselyst fra praktikant Julie!