Bøger

Anbefaling: Amelia Earhart var frygtløs og flyvende.

Billedbog om piloten Amelia Earhart giver drømmene luft under vingerne.

Af Ekin Samer

bibliotekar holder anbefalet bog
Foto: Biblioteket Frederiksberg

Det kan være farligt at flyve, men det er heldigvis aldrig farligt at drømme! Sådan tænker man efter at have læst ’Amelia Earhart’ - en lille perle fra bogserien ’Små mennesker, STORE DRØMME’. 

Maria Isabel Sánchez Vegara fortæller med varme og begejstring den fantastiske historie om Amelia. Hun var både pilot og pioner. Og for næsten 100 år siden var hun den første kvinde, der fløj over Atlanterhavet. 

Amelia var modig og drømte stort. Hun turde gøre hvad som helst for at hendes drømme kunne få luft under vingerne. Men vovemod kan blive farligt, hvis man - som Amelia - hele tiden vil flyve højere og længere.

Det er en smukt illustreret billedbog, der inviterer læseren med på en flyvetur gennem Amelias liv og ind i følelser som mod og frygt. Det børnevenlige sprog og de varme, detaljerede illustrationer gør bogen oplagt til både højtlæsning og samtaler om drømme, mod og forbilleder.

Jeg anbefaler ’Amelia Earhart’ til både frygtsomme og frygtløse børn i alderen 4–6 år.

Bogen om Amelia Earhart kan du finde i legeinstallationen FLYV! på Børnebiblioteket. 

Her kan du klæde dig ud, tegne, tage en tur i luftballonen eller flyve højt på himlen i verdens hurtigste flyvemaskine. Du kan også pakke kufferten og tage på en fantastisk rejse ind i flere gode bøger om piloter, flyvemaskiner og skyer der kan tale.

Du kan besøge FLYV! indtil 12/4 2026.

FLYV legeinstallation i børnebiblioteket
Foto: Biblioteket Frederiksberg