Anbefaling: En indigneret crips oplevelser med hverdagen
Caspar Eric er indigneret. Ja, faktisk er han direkte vred i digtsamlingen ’Crip’ fra 2025, der vandt Weekendavisens Litteraturpris og efter sigende skulle være hans sidste.
Af Anders Koch Madsen
For det er ikke let at være en person med handicap i Danmark. Hverken i fysisk eller mental forstand. Man bliver konstant mødt med forhindringer og fordomme, og politisk fylder udfordringer og rettigheder for personer med handicap meget lidt.
Så Caspar Eric er frustreret og skuffet i denne fremragende digtsamling, der beskæftiger sig med hverdagen, herunder også kærlighed og begær for personer med anderledes kroppe, med digte skrevet i et letforståeligt hverdagssprog:
”…jeg drømmer om at sidde i 5C,
uden at alles øjne hviler på mig
jeg drømmer om ikke enten
at være vennen eller skurken.
jeg drømmer om at se en
med et handicap på en catwalk.
jeg drømmer om at kunne
tage til fest uden at få ros for det.
jeg drømmer om at have en
bedre balance.
jeg drømmer om at kunne
tage toget uden at få hjælp…"
Det gør ikke bare teksterne letforståelige, det gør dem også relaterbare. Bogen er en øjenåbner, fordi den giver et indblik i, hvordan det er at leve og blive mødt som en person med handicap.
Den er også en slags manifest. For Caspar Eric ønsker ikke medlidenhed. Han ønsker forståelse og retfærdighed!:
"... men vi er ikke klienter eller servicemodtagere.
vi er hverken shirkers, tiggere eller tyve.
vi er ikke cpr-numre i et nationalt register.
vi er mennesker og ikke hunde, min ven.
i taler retfærdighed, mens i pisser på de svageste.
du ved præcis, hvad jeg taler om.
du kan se det, når du kigger ud af vinduet
eller ind i din skærm"
Der er ikke noget offermentalitet her. Der er bare deprimerende beskrivelser og tørre konstateringer. Men også også omsorg, kærlighed og støtte til alle de andre, som kæmper.
Det gør bare 'Crip' til pisse interessant og vedkommende læsning, som man bliver klogere af.
