Anbefalinger til de 14-15-årige fra vores praktikanter
Af Andreas Lykke Jensen
I uge 41 har vi - traditionen tro - haft besøg af praktikanter fra skoler på Frederiksberg og skoler i København. 6 praktikanter ved nu mere om hvordan vi organiserer vores bøger og om hvordan vi laver bogudstillinger.
Til gengæld har de gjort os klogere på gode læseoplevelser for 14-15-årige. Vi siger tak for anbefalingerne til Anna, Emma, Clara, Claudia, Hugo og Frederik. Læs et udvalg af deres inspirerende tekster her.
'Katten der ville redde bøgerne'
- et fantastisk bogeventyr
Romanperlen, 'Katten Der Ville Redde Bøgerne', skrevet af Sosuke Natsukawa, er et filosofisk og tankevækkende eventyr, som udfordrer både bogelskere og -haderes syn på bøger og livet i sig selv.
Man bliver transporteret til en fantastisk verden som ingen anden. Her møder vi Rintaro, er en relativ uambitiøs gymnasieelev med et talent og interesse for bøger, hans klassekammerat Sayo, en kvik og frygtløs pige, og en brutalt ærlig, men charmerende og talende kat, som er fast besluttet på at redde bøgerne, og som insisterer at Rintaro må hjælpe.
En hyldest til bøgers betydning
Rintaro har mistet sin bedstefar og arvet hans gamle boghandel. Han må nu gennemgå adskillige krævende prøvelser mod besynderlige og stædige modstandere, der alle har deres grund til at ødelægge bøgerne på hver deres måde - medmindre Rintaro kan bevise deres betydning. Men hvordan gør man det?
Eventyret om Rintaros prøvelser handler om bøgernes ofte oversete værdi og om at være ung. Bogen handler også om, at miste en man elsker, om den første kærlighed, og om at finde håb - selv når siden er blank - og om at skrive sin egen skæbne.
Det er et kærlighedsbrev til al slags litteratur, med mange referencer til litterære værker, som man kan blive inspireret af, når man skal finde sin næste bog efter denne must-read.
Flere oplevelser i selskab med den talende kat
Der findes heldigvis også en efterkommer til 'Katten Der Ville Redde Bøgerne' - nemlig , 'Katten der ville redde biblioteket'. Her er der nye eventyr og karakterer, men den charmerende talende kat er den samme. Det er en god mulighed for at gen-forelske sig i Sosuske Natsukawas fantastiske verden.
Claudia
'Ser du månen, Daniel'
- en tankevækkende fortælling om menneskelig styrke
Puk Damsgård Andersen har skrevet en dokumentarisk bog, hvor de værst tænkelige scenarier bliver realiseret, da Daniel er gidsel hos ISIS i 398 dage.
Denne bog er tankevækkende og spændingsfyldt. Den er også inspirerende pga. måden interne relationer bliver testet på, og pga. dem måde hans familie agerer på i deres ihærdige indsats for at få Daniel tilbage.
Bogens spændingskurve er kontinuerlig hele bogen igennem, så du går ikke død halvvejs.
Vi kan lære af Daniel
Personligt synes jeg selv, det er en bog som er værd at læse, da Daniel er så beskrivende i alle de hændelser vi hører om. Daniels væremåde i pressede situationer kan vi alle lære noget af. Bogen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, som tydeliggør hvor rædselsfulde gidseltagerne er i deres handlemåder og hvor privilegerede vi mennesker er i Danmark.
Bogen kan varmt anbefales.
Hugo
'Fordelene ved at være en bænkevarmer'
- en ungdomsklassiker om at finde sig selv i mørket.
Træd ud på dansegulvet med den introverte Charlie i en gribende ungdomsroman. 'Stephen Chbosky har skrevet en hudløst ærlig og bittersød historie om at finde sin plads i verden. En bog, hvor ungdommens mørke skygger møder det uendelige lys.
Charlie fortæller om problemer i breve til læseren
Charlie bor i Pittsburgh, USA. Han skal starte på High School, men han er en indadvendt bænkevarmer. Bogen følger ham, da han introduceres til High School-livet af to ældre venner. Samtidig presses han af problemer i familien og sår fra barndommen, der åbnes op igen. Fortællingen følger ikke et normalt format, men er skrevet som en masse breve til læseren, hvilke er en meget fin og anderledes detalje af forfatteren.
Teenagelivets problemer og håbet
Det er et coming-of-age mesterværk, fordi den rammer en dyb, ubehagelig sandhed om at være teenager, som mange kan relatere til: ensomheden og erkendelsen af, at livet ikke kun er solskin. Alligevel fokuserer bogen på håbet, og min yndlingssætning fra bogen, som perfekt opsummerer dette, er: 'I dette øjeblik, sværger jeg at vi er uendelige'.
Frederik