Benjamin Koppel vinder De Gyldne Laurbær 2024
Stort tillykke til forfatteren og musikeren, der vinder prisen for romanen Sommerfuglens stemme.
Af Rebekka Mohr
Stærk slægtsroman
Sommerfuglens stemme er en medrivende og barsk slægtshistorie om den jødiske Koppelman familie, om at stifte familie og forbinde sig til hinanden, om hvordan traumer nedarves gennem generationer.

Stemme fra fortiden
Bogen har to fortællespor, hvor det første starter i København i 1943 med den unge Ruth Koppelman. Hun er en ung og meget talentfuld sangerinde, hvis livsbane på tragisk vis smadres af 2. verdenskrig. Mange årtier senere kæmper Ruths barnebarn Alexander med en masse uforløste problemer, han ikke kan vriste sig fri af. Men en dag finder han to gamle kassettebånd på sin mors loft, indtalt til ham af en stemme fra fortiden, hans mormor Ruth, som han aldrig har kendt.
Romanen er en stærk slægtsfortælling med megen alvor og sorg, og med de respektive fortællestemmers store passion for og kærlighed til musikken som en rød tråd igennem fortællingen. Koppel er dygtig til at tegne beskrivelserne af den store farverige jødiske familie og musikkens betydning i deres liv. Historien kredser om temaer som familie, krig, nedarvede traumer og med musikken, som en lindrende kraft.
Musiker og forfatter
Benjamin Koppel (f.1974) er en prisvindende jazzmusiker med et utal af udgivelser bag sig. Han romandebuterede i 2022 med bestselleren Annas Sang, som fra start blev en kæmpesucces, vandt flere priser og tog læserne med storm. Sommerfuglens stemme er en selvstændig opfølger, der på ny dykker ned i fortællingerne om Koppelman-slægten. Læs mere om Benjamin Koppel på Forfatterweb.
De Gyldne Laurbær
De Gyldne Laurbær er en litterær pris, der uddeles af foreningen De Gyldne Laurbær, som er en sammenslutning af danske boghandlere. Hvert år i februar/marts hædres en forfatter med prisen, som omfatter en laurbærkrans, en guldnål, et pengebeløb og et gavekort til indkøb af bøger. Den danske litterære hædersbevisning tilfalder en forfatter med bred publikumsappel og findes ved afstemning blandt landets boghandlere.