Bøger

Sådan kurerer du din vinterblues

Det litterære medicinskab. Rachel Röst, som står bag 'Læs for livet', anbefaler tre ungdomsromaner, der kan kurere din vinterblues.

Af Lise Vandborg

Forfatteren Rachel Röst står bag 'Læs for livet', som gennem indsamling af bøger over hele landet er med til at sikre, at børn og unge, der har det svært, kan vokse op med bøger. 

Samtidig er Rachel Røst aktuel med foredraget ’Litteratur som medicin’. Her fortæller hun om, hvordan man i England kan få bøger på recept, og at kriminelle i nogle stater i USA kan blive ’dømt’ til et litteraturkursus i stedet for en fængselsstraf. 

Hun argumenterer også for, at litteratur som medicin ikke er noget nyt.  I 1800-tallet blev bøger brugt på hospitaler for at hjælpe psykisk syge, da psykiatere mente, at læsning afhjalp formørkede sind og vrangforestillinger.

Rachel Röst mener, at læselyst kan forandre liv. Her anbefaler hun tre bøger, som kan være med til at kurere din vinterblues, ikke mindst hvis du er ung:


'Dig og mig ved daggry' af Sanne Munk Jensen

”Dig og mig ved daggry” handler om to unges kærlighed, der er fyldt med passion og intensitet, samtidig med, at den udvikler sig også til noget mørkt og destruktivt. Hovedpersonen udsættes for mobning og social eksklusion og har en desperat længsel efter accept. Følelserne vil vække genklang hos mange og give dig en oplevelse af ikke at være alene.

 

'Fordelene ved at være en bænkevarmer' af Stephen Chbosky

”Fordelene ved at være en bænkevarmer” er en fremragende ungdomsroman, der handler om at finde sig selv, kæmpe med traumer og navigere i ungdommens komplekse følelser. Bogen udforsker temaer som mental sundhed og traumer, men også de lysere af livet som styrken af venskab og kærlighed. Anbefales til alle unge, og især dig, som har oplevet traumer eller kæmper med psykiske udfordringer.
 

'Monster' af Patrick Ness

 ”Monster” af Patrick Ness er en rørende og tankevækkende roman om en 13-årig dreng, som kæmper mod sin mors alvorlige sygdom og de følelser, der følger med. Bogen handler så fint om sorg, tab og mod – og hvordan man kan finde trøst selv i de mørkeste øjeblikke. En virkelig god bog – særligt til dig, der selv  har oplevet sygdom hos dine nærmeste.