Bøger

Video: Ulrikka Gernes om 'En pige forlod værelset'

Af Alma Bay Skjoldborg Kullberg

Ulrikka Gernes nomineret til DR Romanprisen

’En pige forlod værelset’ af Ulrikka S. Gernes er nomineret til DR Romanprisen 2025 og er til 
debat i bibliotekernes mange romanlæseklubber i januar måned.

Ulrikka Gernes og bogen; en pige forlod værelset
Foto: Lærke Posselt for DR

Med debutromanen ”En pige forlod værelset” bidrager Ulrikka S. Gernes til rækken af aktuelle romaner om overgreb i fortiden. Som 14-årig blev Gernes groomet af en 46-årig forfatter og ven af familien. Hendes autofiktive roman er med fiktive personer, men bygger på forfatterens oplevelser som ung og senere som voksen i konfrontationen med de mennesker, der svigtede. Bogen taler således ind i tidens #MeToo-debat.

 

Jeg-fortælleren i bogen, Tanja, vokser op i et kunstnerhjem i 1980’erne, hvor forældrene er mest optagede af sig selv og farens kunst. Til en fernisering møder hun en ven af familien, en feteret forfatter. Den kun 14-årige pige bliver fascineret af ham, og de indleder en korrespondance, som udvikler sig til et langvarigt forhold.

 

Juryens motivation for nomineringen:
I juryen, som nominerer bøgerne til DR Romanprisen, sidder Mette Willumsen, Kåre Poulsen og Hanne Barslund fra DR samt Lise Vandborg fra Bibliotekernes Nationale Redaktion. Juryen motiverer valget således:
 

"Den rystende historie om grooming og svigt er en stærk fortælling om smertefulde erfaringer og konsekvenser af et overgreb. I sin beskrivelse af det unge pigesind fører Gernes læseren direkte ind i de sårbare år hos en pige med det virvar af modsatrettede følelser, der hører teenageårene til: Lysten til oprør og grænseoverskridende adfærd på den ene side og behovet for at blive holdt om på den anden side. Forelskelsen, sværmerierne for det andet (voksne) køn, og det begær, som hun endnu ikke har ord for. 

Ulrikka Gernes er lyriker, og det smitter af på sproget, som er poetisk, elegant og legende, og som med sin lyse lethed får bogens handling til at stå om muligt endnu mørkere og uforglemmelig."

 

Hør Ulrikka S. Gernes fortælle om sin roman ’En pige forlod værelset’, som er nomineret til DR Romanprisen 2025.

Debat i DR Romanklubberne
Romanen rummer et stort potentiale for gode diskussioner i bibliotekernes 120 Romanlæseklubber. Ud over ’En pige forlod værelset’ er 'Øvelser i mørke' af Naja Marie Aidt, ’Den røde hane’ af Ingrid Nymo, ’Af stumper og skår’ af Jonas Eriksson, 'Ned fra himlen’ 
af Liv Duvå og ’Den store åbning’ af Merete Pryds Helle nomineret til prisen. 

Debatterne i læseklubberne om de seks romaner løber fra december 2024 til maj 2025. Herefter stemmer alle landets læseklubdeltagerne om, hvem der skal vinde prisen, der afsløres i juni 2025.


DR Romanprisen 2024 gik til Kim Blæsbjerg for De bedste familier.
Se tidligere vindere af DR Romanprisen her.