Bøger

Vinderen af Læsernes Bogpris

Emma Holten vinder med bogen 'Underskud' Læsernes Bogpris 2025

Af Rebekka Mohr

Læsernes bogpris
Foto: Danmarks Biblioteksforening

'Underskud' er en bog om alt det, vi tager for givet, udpiner og mister, når vi ikke kan måle dets værdi.

"Årets vinder af Læsernes Bogpris er på kvindernes side. Bogen rummer en skarp analyse af, hvordan samfundet styres af økonomiske modeller, der ikke måler værdien af omsorg. Det er en uhyre vigtig bog, som viser værdien af omsorgsarbejde både i hjemmet og i det offentlige.  Et arbejde, som mest udføres af kvinder. Alligevel står kvinder som en underskudsforretning i de økonomiske beregninger”.

Sådan lød nogle af ordene fra Lise Vandborg, redaktør i Bibliotekernes Nationale Redaktion, da hun afslørede Emma Holten som årets prisvinder i forbindelse med Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2025 i Herning, 24. april 2025.

Emma Holten (1991) er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet. Siden 2014 har hun arbejdet internationalt med feministiske dagsordener, og hun har siden 2019 holdt foredrag om feministisk økonomi og værdien af omsorg.