Filmanmeldelse: 'Blackbird'
Velfungerende amerikansk udgave af et dansk familie-drama.
Af Thomas Hjort Engstrøm
Blackbird fra 2019 er et amerikansk remake af det danske drama Stille Hjerte. I denne film spilles de to hovedroller af Sam Neil og Susan Sarandon, mens også Kate Winslet er på rollelisten.
Filmen foregår i de to hovedpersoners hus, hvor hele familien samles i en weekend for at tage afsked med den syge bedstemor, spillet af Susan Sarandon, som har valgt at modtage aktiv dødshjælp fra sin mand, spillet af Sam Neil. Familiemedlemmerne ankommer i håbet om en hyggelig og fredelig weekend, der gerne skulle foregå helt normalt. Blandt andet forberedes en sidste juleaften efter bedstemorens ønske.
Men efterhånden forsvinder den gode stemning på grund af stridigheder og konflikter og hemmeligheder, der kommer frem under hele selskabet. Det, som skulle være en velfungerende afslutning for et medlem af familien, ender i et kaos. Og alligevel forsøges der at opretholde den gode stemning.
Filmens skuespillere gør det godt, både de kendte ansigter og de mindre kendte. Jeg har ikke set originalen men synes, det er en meget fin historie, der ind i mellem er underholdende og nogle gange lidt rørende. Filmen foregår næsten hele tiden det samme sted og bevæger sig kun over en begrænset periode. Men jeg oplevede, at man fik en hel del ud af det, især på grund af det glimrende skuespil. Blackbird er heller ikke nogen lang film, så på trods af det tunge emne, mener jeg, at den er et kig værd.
Filmen får 4 stjerner ud af 6