Filmanmeldelse: 'The Salvation'
Den danske western har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og også andre store internationale skuespillere som Eva Green, Jonathan Pryce, Mikael Persbrandt og Nanna Øland Fabricius. Vi er i 1870'ernes Amerika, hvor en nybygger hævner sin myrdede familie.
Af Thomas Engstrøm
Den danske western 'The Salvation' fra 2014 foregår i 1870’erne og har Mads Mikkelsen i hovedrollen som den danske emigrant Jon, der bor i USA og venter på at få sin familie dertil. Da hans kone og søn ankommer til stationen, hvor Jon venter sammen med sin bror (spillet af svenske Mikael Persbrandt), tager de videre gennem landskabet med en diligence. To fremmede mænd i diligencen overfalder Jon og hans kone og søn, hvorefter han smides ud af vognen og efterlades, mens diligencen kører videre. Jon følger sporene og finder lang tid efter både sin kone og søn dræbt. I raseri skyder og dræber han de to gerningsmænd, som forsøger at gemme sig i skoven.
Senere sættes der gang i en hævnjagt, da broren til en af de dræbte gerningsmænd dukker op i en lille by, som han og hans mænd begynder at terrorisere, indtil de har fanget Jon.
Filmens handling giver anledning til mange intense actionscener, jagtsekvenser og skudopgør, mens hele opsætningen af filmen rammer en meget ren westernstemning, der sagtens kan måle sig med lignende hollywoodfilm. Mads Mikkelsen spiller meget overbevisende som actionhelt, og mange af birollerne er besat af internationale skuespillere, der også giver gode præstationer.
Jeg var godt underholdt af dette bud på en dansk western. Filmen er barsk og dyster, men spændende og underholdende er den altså også.
Det bliver 4 store stjerner ud af 6 og en anbefaling herfra