Anbefaling: 'Hvad er der galt med klimaet?'
Af Andreas Lykke Jensen
Anbefaling: 'Hvad er der galt med klimaet?'
Hvordan forklares klimaforandringer til børn? Med en tegneserie!

Klimaforandringer er en kompleks størrelse, så hvordan formidler man bedst muligt selve det naturvidenskabelige aspekt af fænomenet til børn?
Et norsk makkerpar ved navn Ole Mathismoen og Jenny Jordahl har forsøgt at løfte denne opgave gennem en tegneserie, og resultatet må betragtes som vellykket.
Værket har fået den ret selvindlysende titel: 'Hvad er der galt med klimaet?'
Og det er lige præcis det spørgsmål de forsøger, at give svar på igennem bogens flot illustrerede sider.

Makkerparret er ikke kun ophavsmænd til tegneserien, men er også fortællingens hovedpersoner. Sammen springer de frem og tilbage i både tid og sted via fartøjet Naut, mens illustratoren Jenny Jordahl stiller spørgsmål og Ole Mathismoen, der til daglig er journalist med speciale i klima og miljø, forsøger, at besvare dem. Det hele bliver forklaret i et sprog, der er forståeligt for børn, og med illustrationer som underbygger forklaringerne.
Til at begynde med handler det meget om at forklare selve årsagen til klimaforandringerne. Hvordan kan det eks være, at selvom Kuldioxid kun udgør 0,04 procent af vores atmosfære, at bare en lille stigning kan have en stor effekt på planetens klima? Og hvorfor bliver havvandet mere ”surt” når det optager atmosfærens kuldioxid?
I bogens anden halvdel ser fortællerne nærmere på hvilke konsekvenser klimaforandringerne allerede har og måske vil have for både dyr og mennesker, såfremt vi ikke får vendt den udvikling, der er i gang.
Det er helt klart vellykket, at bruge tegneserieformatet til at forklare et naturvidenskabeligt fænomen. Det samme gjorde sig gældende for den danske tegneserieudgivelse, Menneske! En tidsrejse gennem vores evolution, der ligeså vellykket fik gjort menneskets evolutionære rejse spiselig for børn. Og som i samme ombæring blev nomineret til den danske tegneseriepris, Ping prisen.
Et andet eksempel på vellykket formidling af klimakrisen i tegneserieformat er 'Lad skoven leve'. I denne tegneserie bliver den store fortælling om klimakrisen fortalt igennem en piges kamp for at bevare den skov, der ligger ved siden af hendes skole.